Halloween-leg: Historien

af , onsdag 5. november, 2014
Halloween-leg: Historien

I fredags legede vi en leg

Her er historien, der kom ud af det.

 

Konceptet var:

Hver spiller skriver en sætning, og så går historien videre til den næste spiller.

Kommenter nedenfor med din sætning. Gør det uhyggeligt, gør det underligt, gør det så kreativt, du kan.

 

Og her kan du læse den underlige historie, der kom ud af det:)

 

 

Historien

Det var en kolde vinter nat og alt lys den lille by har gået.

Her er en gåde: hvem slog hr. Møllehjul ihjel?

Bag lygtepælenes tilduggede lys ses skyggen af en silhuet mellem de visne blade.

Personen bevægede sig så lidt som næsten kun en død kunne.

Der var skræmmende stille.

Som om efterårsbladene pludselig faldt mod jorden, med en lydløs hvisken.

Hvad mon denne person ville?

Hver gang personen tog et skridt, lød det højt i mørket.

og hvem var dog denne person?

Jeg trak mig et stykke væk fra vinduet og mærkede et gys løb ned af min ryg.

Selvom jeg kiggede efter silhuetten, var den forsvundet i mørket; kroppen havde forladt gadelygtens skær.

Uden videre eftertanke løb jeg ud i det tætte mørke, efter skikkelsen.

Kroppen var forsvundet, men hvisken kom frem igen og den ville ikke stoppe.

Jeg Bøgede mig forover og skreg for at hvisken ville stoppe.

Men den fortsatte inde i mit hovede, som en tornado jeg ikke havde kontrol over.

Og ud af mørket kom, en sort skikkelse.

Morderen :c

En kvinde i en mørk lang kjole, stod i mørket under et træ..

Hun havde røde øjne, bleg hud og inden jeg så mig om, nærmede hun mig langsomt, som en omvandrende zombie.

man står der og kigger, dan man høre et par skridt komme, derfor i skreg går man baglæns og remmer et træ. man mærker noget og kigger derfor op.....

... Havde jeg lige hørt en lyd før?

Et højt og skingert fugleskrig giver genlyd i mørket.

Jeg kigger rundt, men ser intet.

Det sortner for mine øjne, jeg er der, det ved jeg. Det er som at være blind.

Mit hjerter banker, og panikken spreder sig.

Jeg gisper efter vejret og snubler.

Jeg mærkede noget iskoldt ved min nakke men det forsvandt hurtigt igen, derefter kunne jeg mærke nogle hænder tage fat i mig, hænderne var kolde og knoglede men stærke.

Jeg ryster, og er helt mundlam.

Alt inden i mig skriger "FARE!"

Jeg prøvede så ihærdigt at ryste de kolde hænder af mig, men det var helt umuligt.

Det svimlede for mig af bare skræk, da morden træk afsted med mig

I et panisk forsøg på overlevelse, sparker jeg jeg bagud med begge ben, og vipper hoved efter morderens ansigt.

han slå ud efter mig, jeg prøve at skrige men jeg var for bange såå jeg lave i bukserne

I alt hastværk, lykkedes det dog mig, at sparke ham lige i nosserne, og krympende falder han sammen til jorden, og holder begge hans hænder dernede, selv om vi begge ved at det langt fra vil hjælpe på smerten, som jeg har forrusaget ham med alt det held, jeg havde i mig, som desværre ikke er meget held, men denne ene gang var der jackpot.

Hans kolde øjne stirrede på mig, og panikken spredte sig i mig, som pesten gjorde det for flere hundrede år siden.

Jeg rejser mig hurtigt og børster jorden af mig, som står i en kaskade rundt om mig, som små meteorer.

og begynder at løbe. Dog når jeg ikke ret langt før jeg falder over et eller andet. Jeg forsøger at rive min fod til mig, men kan ikke.

hans hånd holder om min ankel som en abe holder om dens gren, hans hånd er kold og giver mig kvalme

mens hans ansigt er alt for sløret, fordi mørket er faldet.

En forkrybning af kulde omsluttede sig lænden, og fingrede sig opad ryggen, som små insekter der kravlede, kravlede, kravlede bag huden

Mørket samler sig om ham, og han skriger en mørk skiggelse står foran ham...

et lydløst skrig forsøger sig vej op gennem hans hals - manden, hvis man overhovedet kan sige det længere, for der er ikke så meget tilbage af ham, går et skridt hen mod ham

Hans hoved og ene ben er hugget af, og han skåret tværs hen over resten af kroppen, og det ser meget skræmmende ud.

Dette væsen kunne ikke fordrage sollyset og dens uendelige skær af lys, som lyste op mod himlen.
Men i universet en lille krympet skikkelse.

Mit skrig blander sig med lyden af skabningens rallende forsøg på at trække vejret, og jeg forstår pludselig hvad det vil sige at være lammet af skræk, da han rækker endnu en arm frem mod mig.

jeg dugger mig, og begynder at løbe i ren skræk. Og lige pludselig uden at vide det er jeg omringet...

Af zombier, de udstødte en masse hæse lyde og gik langsomt frem mod mig.

Jeg ved, at jeg må kæmpe i mod, men hvad skal jeg gøre?

Jeg kan jo ikke gøre andet end at overgive mig, så det gør jeg. Jeg lægger mig ned.

Jeg måtte nød til det . Zombierne væsede på en meget skræmmende måde jeg kunne mærke at en hånd tog fat om min skulder jeg blev meget forskrækket jeg var nød til at kæmpe imod.

Jeg vendte mig om og skulle lige til at slå zombien da jeg så hvem det var...

Min mor. Hun var død for et år siden og nu stod hun foran mig igen med sine fingre klar til at lukke sig om min hals

Hvordan kunne det være muligt? Hun var jo død!

Jeg skreg så højt jeg kunne - overdøvede alle deres hvæsende lyde - og fik så sat igang i mine rystende ben. Jeg skulle væk!!

Jeg løb løb og atter løb - jeg kunne zombierne lige bag mig...

Jeg havde så meget fart på som jeg kunne, men så ikke det der lå på jorden, så jeg faldt så langt jeg var.

Jeg lagde mig om på ryggen, og så på zombierne der næsten var hene ved mig.

En af dem lænede sig ind over mig, mens jeg i frygtens tag forsøgte at flygte.

og det sjove var, at jeg ikke var bange.

Nærmere lammet og forstenet af en kold og bidende frygt, der fik adrenalinen til at pumpe i mit blod og gjorde det nemmere at udtænke en udvej - et sidste forsøg på at overleve.

Jeg hostede efter vejret, og mine ben var som låst fast til jorden

Mine lunger sved, luften føltes tynd, men jeg ænsede det overhovedet ikke.

Med en pludselig bevægelse rejste jeg mig og slog ud efter dem.

Der lød en hul lyd da jeg ramte en af zombierne og jeg kunne mærke hvordan at brystkassen gav efter på mit slag.

Jeg kunne hører lyden af rådne knogler der brækker, men den stavrede bare videre, som var de knækkede ribben bare et par skrammer.

Mit åndedræt blev siddende af panik, men jeg slog ud efter den, i et forsøg på at undgå den

Idét jeg skal til at slå ud efter endnu en, mærker jeg noget slimet omkring min hals.

Det strammer sig mere omkring min hals, jeg har svært ved at trække vejret.

Med et stivner jeg, foran mig står det grimmeste jeg nogensinde havde set.

Nej, det kan ikke være rigtigt, kan det?

Det var nærmest kun en masse af blod og sår. Det eneste der gjorde den til 'menneske' var formen, og dens røde øjne.

Overalt på dens krop sad der brune kager af størknet blod, og massen stank af en ubestemmlig, meget stærk dunst af død.

Jeg vidste for at sige det mildt, ikke hvad jeg skulle gøre.

Et skrig banede sig vej - hele vejen fra maven og op til mit svælg - men det nåede aldrig længere.

For ligesom jeg troede, at jeg var ved mit sidste åndedræt, blev trykket om min hals fjernet, og lyden af knogler, der faldt til jorden, fik det til at isne i mine åre.

Dernæst kom smerten fra det knuste ben i min krop; nogle af mine ribben måtte være brækket.

Blodet piblede frem, mine tænder skar sig mod hinanden, jeg nev i min arm. Det var en brændende smerte. Min krop var i brand.

Jeg prøvede at rejse mig op men alle mine krafter var forsvundet med den kolde vind omkring mig.

Væsenet bevægede sig langsomt over imod mig, og mine øjne blev store. Min hånd knugede sig om kniven i min lomme, men jeg tog den ikke op, bange for at ophidse det store væsen.

Det kom nærmere og nærmere, lammet af frygten kunne jeg ikke gøre andet end at stirre ind i de rasende øjne.

Væsnet stod nu lige foran mig, og jeg er sikker på, at det skal til at slå mig ihjel.

Men ud af den blå luft, samlede jeg kræfter. Min halskæde brændte mod mit bryst, den gav energi.

Jeg rejste mig hurtigt op foran det mærkelige væsen og gav det en knytnæve lige i fjæset.

Loading ...