Ordværkstedet 1: Opstart

Ordværkstedet 1: Opstart

Er du en skriveglad sjæl, der ønsker at blive bedre? Der ønsker at dele dine skrivetips med andre?

 

 

Er du stødt på problemer, du har haft svært ved at løse? Græd ikke - ambassadørerne bringer dig "Ordværkstedet": En række blogindlæg tilrettelagt af unge forfatterspirer med tips og tricks fra andre forfatterspirer. Hver første tirsdag i måneden vil I møde et hold ambassadører, der vil samle de bedste skriveråd, bøger og øvelser til dig som ung forfatter!

 

Fra ingenting til idéer

 

Kender du det med at have helt vildt lyst til at skrive, men det er som om, idéerne bare ikke har lyst til at komme frem? Som om du bare kan søge og søge, men din hjerne kommer ikke frem til noget?

Situationen er frustrerende, og der er desværre mange, der støder på den. Hvis du er en af dem, så bare rolig! Der er nemlig hjælp at hente!

Vi har fundet to måder, der kan hjælpe dig med at finde inspiration, få idéer og på samme tid skabe overblik over dem!

 

Vi kalder den første metode for: Inspirationsportfolio

 

Du har garanteret et gammelt ringbind eller en mappe liggende et eller andet sted, der er tom. Den kan du med fordel bruge her, hvis du kan lide at have tingene fysisk. Ellers kan du også bare oprette en mappe på computeren.

 

Du kan nu gå på jagt efter Inspiration! Dette kan gøre ved, at du fx kigger nogle aviser igennem, og hvis du finder en spændende artikel, måske til research, måske med en god historie, kan du klippe den ud og lægge den i mappen. Det kan også bare være en overskrift fra en artikel eller et billede, du finder inspirerende. Man kan også lave en liste over sange, bøger eller film, man finder interessante. På den måde samler du langsomt inspiration ind og har pludselig en mappe fyldt med inspiration. Og når du har fyldt den, kan du sætte flere plastiklommer i og sortere indholdet i mappen i fx temaer. Det kan være kærlighed, fantasy, nat, svigt, heksekunst - det, du nu finder interessant. Hvis du så føler dig inspireret til at skrive om fx heksekunst, hiver du bare den plastiklomme ud, og ser, hvad du har!

 

 

Den anden metode er ganske enkelt en: brainstom eller mindmap.

 

Her skal du bruge en bunke papir og en blyant. Eller bare et skriveprogram eller en hjemmeside som https://www.text2mindmap.com/

 

Hvis du er på bar bund, når det kommer til inspiration, kan du starte med at skrive inspiration midt på papiret. Nu kan du lave ”pinde” ud fra ordet, hvor du forenden af dem, skriver ord, der falder dig ind, temaer til tekster, budskaber osv.

 

Når du har brainstormet, har du måske fundet nogle ord/temaer, du synes kunne være spændende at skrive om. Derfor kan du nu tage et nyt stykke papir og skrive et af temaerne på papiret, ligesom du gjorde med ordet inspiration, og herfra laver du så pinde og skriver alt, hvad der falder dig ind indenfor emnet. Du kan så enten fortsætte med et af de nye ord eller begynde at skrive på en tekst - alt efter, om du har fået dig en idé på nuværende tidspunkt!

  

                       

 
Skrevet af Chokofanten
 
 

Fra idéer til historie

 

Måske har du benyttet dig af Chokos metoder til at finde på gode idéer til en historie - eller måske er du typen, hvor idéerne bare kommer væltende helt af sig selv? Uanset hvad, kan det godt nogle gange være svært at gå fra en god idé til en god historie.

 

Heri vil jeg komme med tips, tricks og metoder til netop dette. Husk! Hvis du har nogle gode idéer, som jeg ikke har fået nævnt, så del dem med os og de andre i kommentarerne!

 

Skriv alt ned

Det første stykke tid af forarbejdet til en historie handler tit ligeså meget om at gå og tænke over sin historie og få idéer, som det handler om at gøre noget specifikt. Derfor er det altid en god idé at have en notesbog eller en mobil, som du kan skrive noter på, med dig over alt (det er faktisk altid smart). Hver gang du får en idé - om det er en sætning, et karaktertræk til din hovedperson, en biperson, en betragtning eller et handlingsforløb, så skriv det ned!

 

Fra A til B

En historie, kan man sige, forløber fra Punkt A til Punkt B, hvor Punkt A er starten og Punkt B slutningen. Selve historien er rejsen imellem, men før du kan finde ud af, hvordan din(e) hovedperson(er) kommer fra netop A til B, er det vigtigt, du har styr på, hvad både A og B er. At kende slutningen (og starten, selvfølgelig) når du starter med at finde handlingsforløbet ud, gør det nemlig meget nemmere at holde historien skarp og fokuseret.

 

Persongalleri

Før du begynder på at nedskrive forløbet på din historie, er det vigtigt, at du kender alle dine karakterer godt. Det går jo ikke, at Sofie er brunette på side 16, men blondine på side 67 - selv hvis hun bare er en lille rolle. For at få overblik over dine karakterer, er det derfor en god idé at have skrevet alle, vigtige informationer om dem ned i et dokument eller i dine noter.

 

Forløb

Det her er slet ikke for alle, men det er en utrolig brugbar metode, at sørge for, at din historie er skarp, realistisk (i forhold til omstændighederne) og nem at følge med i: Og det er at skrive et forløb ned. Simpelthen skrive alt, hvad der sker fra A til B ned i et dokument eller i dine noter i stikord. Du kan inddele det efter kapitler, berettermodellen (eller andre modeller) eller bare skrive det hele ud i et.

Et godt spørgsmål hele tiden at stille sig selv, når du laver dit forløb er: "Hvorfor?" Hvorfor har min hovedperson langt hår? Eller kort hår? Hvorfor gør hun sådan og ikke sådan? Hvorfor sker det? En historie behøver ikke at være realistisk, men den skal altid være troværdig. En god metode til at sikre sig, at man forbliver troværdig er netop ved "hvorfor?"-spørgsmålene. Har man ikke noget godt svar, skal man finde på noget andet.

 

Tip!

En rigtig god app at skrive noter, lave scener og persongalleri i er A Novel Idea, der fås gratis i App Store til både iPad, iPhone og iPod!

 

Skrevet af LenaBlak 

 

 

 

En hjælpende hånd

 

Hvis du ikke synes at rådene her har hjulpet - eller bare har brug for lidt flere råd, er denne bog rigtig god at bruge. Den hedder The Writers Journey: Mythic Structure for Writers og er skrevet af Christopher Vogler. Den findes kun på engelsk, men hvis dette ikke er en udfordring for dig, er bogen værd at kigge på. Den er utrolig god til plotopbygning og kan bruges som en opslagsbog for forfattere, når de skal gennemgå deres plot, da den giver fif til at analysere plots. Derfor er den både god til forarbejde og til redigering. Du vil komme til at lære om arketyper og møde en model, du nok vil kunne gense i opbygningen af Hollywoodfilm, så den giver dig værktøjer til at udbygge et plot, der fungerer!

 

                                                                      

Skrevet af Chokofanten

 

Du kan finde en resumé-konlurrence, der er lavet af ambassadørerne her.

 

 
Loading ...