Produktivitet

af , tirsdag 2. september, 2014
Produktivitet

Bliv mere produktiv

Ambassadør Deanie kommer her med gode råd til, hvordan du får skrevet.

 

Vi kender alle det med, at vi ikke altid lige får skrevet det vi burde. Der er altid noget andet, man lige skal have ordnet, og pludselig er tiden gået, og du fik altså intet skrevet. Det er ikke fedt, vel? Mit svar vil i hvert fald være et klart og tydeligt NEJ. Jeg ved med mig selv, at jeg hader, når jeg ikke får skrevet på det jeg burde. Det kan næsten hjemsøge mig om natten, når jeg ved, at jeg ikke har opnået dagens mål. Alle ideerne vælter rundt i mit hoved, og jeg vil næsten væde med at du også kender følelsen. Har jeg ret?

 

Når jeg skriver på mine mange projekter, så nyder jeg at give mig hen til dem og bare forsvinde ind i en anden verden. I perioder er det næsten som om at jeg selv lever i historierne, og det er nok i virkeligheden den følelse der holder mig i gang.

 

For mig er det utrolig vigtigt, at jeg føler noget, for det jeg skriver, ellers kommer jeg ikke videre, nogensinde. Så følelsen er altså en af de vigtigste forudsætninger for virkelig at få skrevet igennem. Du kender sikkert følelsen, når læreren har givet en aflevering for, og man bare ikke gider? Det er den følelse, vi skal undgå, for den dræber livet i teksten, og tro mig, læseren kan godt mærke hvis teksten skriger langt væk af tvang.

 

Der kan selvfølgelig være en grund til, at en tekst skal skrives, men lad os i dag kun fokusere på de tekster, vi selv brænder for at skrive. Vi skal skrive lige præcis den historie vi gerne vil fortælle, og i første omgang vil jeg også anbefale, at man ikke skriver med sine læsere i baghovedet. Det kan give et utrolig stort pres, og så mister man nemmere lysten - jeg gør i hvert fald. Hvis jeg har en tekst, som jeg virkelig brænder for, så kan jeg næsten ikke slippe den, og det er en følelse jeg håber alle får lov til at opleve. Det sværeste er jo så at finde tiden til at skrive, og det er lige præcis den jeg vil hjælpe jer med at finde.

 

Mange af jer går sandsynligvis også i skole, og det tager en stor del af tiden, men jeg er alligevel overbevist om, at hvis du følger rådene, så vil du opleve hvordan du pludselig får skrevet en masse. Det har i hvert fald haft stor effekt på mig.

 

Første punkt er noget vi kalder ”selvledelse” på den forfatterlinje, FGK, jeg går på. Det er grundstenen i arbejdet med sine tekster. Det handler kort fortalt om hvordan man sørger for at få skrevet, og specielt hvordan man skaber tiden til at skrive. Det er for mig et af de vigtigste punkter, for hvis man ikke kan finde ud af at disponere sin tid rigtigt, så kommer man ingen vegne.

 

Og hvordan er det så lige man skal få mere tid? Opfinde et par timer mere i døgnet? Det kunne helt sikkert være fedt, men det er ikke det rigtige svar. Nej, det handler om prioritering. Vil man stene Facebook i 4 timer, eller vil man skrive 4 sider? Det er groft sagt sådan man er nødt til at tænke, for nettet og medierne er de største tidsrøvere der findes. Så luk for internettet og læg mobilen langt væk, når du skriver.

 

Et andet godt tip vil være at finde et sted hvor du kan skrive uforstyrret. Det er næsten umuligt at få skrevet noget, hvis man ikke kan få fred. Af samme grund kan jeg også anbefale at have musik i ørerne. Det er i hvert fald noget der har hjulpet mig. Uden musik føles det ofte som om mit hoved er ved at eksplodere, for pludselig begynder tankerne at flyve rundt, og så kommer jeg ingen vegne. Desuden er det også en god måde at holde eventuelle forstyrrende lyde ude.

 

En anden ting der også kan have stor betydning for hvor meget man får skrevet, er hvornår man bedst kan skrive. Nogen skriver bedst om aftenen, mens andre skriver bedst om morgenen. Her må man bare prøve sig frem, og på et eller andet tidspunkt finder man ud af hvornår det fungerer bedst. Personligt skriver jeg bedst efter klokken 14, men jeg kan stadig godt skrive før, hvis jeg skal. Hvis jeg for eksempel ved, at jeg ikke har tid en aften, så sørger jeg bare for at skrive tidligere.

 

I bund og grund handler det egentlig bare om at prioritere hvad man helst vil bruge sin tid på. At skrive eller sidde på Facebook dagen lang? Og eftersom jeg ved, at jeg har nemmest ved at skrive efter klokken 14, så jeg sørger bare for at ordne dagens pligter fra morgenen af, og så kan jeg skrive resten af tiden. Den eneste ulempe er dog at min muse ikke altid er tilstede tidligere på dagen.

 

Det korte af det lange er, at det hele handler om prioritering, og om at finde ud hvordan man arbejder bedst. Hvis du føler, at du bedst kan skrive, mens du står på hovedet med munden fyldt med kage, eller mens du sidder ved stranden og ser solopgangen, så er det præcis det du skal gøre. Find ud af hvad du har det bedst med, og så er det bare med at komme i gang.

Loading ...