Anmeldelse af The Hunger Games: Catching Fire

Har du set den nye The Hunger Games film?

Adison har været inde at se The Hunger Games: Catching Fire i biografen og vil gerne fortælle lidt om, hvad hun synes om filmen. 

 

Jeg var onsdag d. 20. november forbi Falkoner Biografen for at tjekke den nye The Hunger Games-film ud, og jeg må sige, den bestemt ikke skuffede! The Hunger Games: Catching Fire er bind to af en trilogi, og personligt synes jeg, det er den bedste af dem.

 

Jeg har længe været kæmpe fan af denne trilogi og blev derfor ellevild, da jeg fandt ud af, at bind et ville blive filmatiseret tilbage i 2010. Dengang virkede 2012 som et år, der var meget uden for rækkevidde, men tiden gik hurtigt, og før jeg vidste af det, stod jeg ude foran salen med et kæmpe smil på læberne. Desværre må jeg indrømme, at jeg blev virkelig, virkelig skuffet over den første film. Faktisk blev jeg så skuffet, at jeg sprang helt fra min ’besættelse’ af denne trilogi, og da jeg d. 20. november ventede på, at filmen skulle starte, forventede jeg ikke det helt store, mens mine veninder glædede sig som børn på juleaften.

 

Efter min mening er 2’eren meget bedre end den første film. Det tog mig med overraskelse at opdage, at den totalt meget overgik mine forventninger, og jeg tog mig selv i at fælde flere tårer undervejs i filmen. De har virkelig ramt plet med denne – jeg føler slet ikke, der er noget som helst i bogen, de har undladt, og tit er instruktøren nødt til at skære nogle scener væk for at forkorte filmen.

 

Alle skuespillere gjorde et fænomenalt job. Jennifer Lawrence var som altid skøn at se på, og så blev vi selvfølgelig også introduceret for Sam Claflin, som spiller Finnick Odair. Jeg har altid elsket deres valg af cast, for de er alle så talentfulde, at man næsten føler, man ser det hele med deres øjne. Kemien mellem Katniss og Peeta er helt unægtelig, og på samme måde har jeg det med hende og Gale. Jeg er ofte hurtig om at finde ud af, hvem jeg ’shipper’ mest i en film, bog eller tv-serie, men her er det anderledes, for de formår at få publikummet til at elske begge par – jeg kan i hvert fald ikke vælge side.

 

Jeg husker at spørge mig selv: ”Hvorfor kan jeg ikke skrive noget helt så godt udtænkt?” adskillige gange, imens jeg så filmen. Jeg stiller stadig mig selv det spørgsmål ret ofte, for Suzanne Collins har virkelig formået at skabe et mesterværk. Intet ringere end det. Hendes idé er simpelthen så gennemført, og den måde, hun har skabt sin utopi på, efterlader læseren med nedbidte negle og rødsprængte øjne.

 

Efter at have set denne film er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg stadig elsker denne trilogi lige så højt, som jeg gjorde, da jeg blev færdig med at læse 1’eren. Jeg tror ikke, at nogen kan se filmen uden at føle sig inspireret bagefter, for det er det, Suzanne gør. Hun inspirerer folk med sine tankevækkende historier, og det er vel noget, alle forfattere ønsker at opnå.

 

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, og jeg kan ikke vente med at se, hvad 3’eren byder på! Hvis du elsker kærlighed, spænding og fremtidsutopier, er det her helt klart en film, du bør se. Jeg vil dog anbefale, at man ser 1’eren først, hvis man ikke har set den allerede, da den ellers kan være en smule forvirrende.

 

 

Den får fem ud af fem stjerner.

 

Har du set den? Hvis ja, hvad synes du så? Og til dig, der endnu ikke har set den: Har du planer om det? Hvis ja, hvornår? Del dine tanker i kommentarfeltet!

 

- Adison

Fotos: Nordisk Film

Loading ...