Skrivetips

af , fredag 11. oktober, 2013
Skrivetips

Kom godt i gang!

Er du ny på Movellas, kan du her læse, hvordan du bygger en god historie op og får læsere til den.

 

Vi har i denne uge besøg af Ava (Moomii) og Sandra (Handra), der har brugt Movellas i flere år. De deler her deres bedste skrivetips og forklarer dig, hvordan du får flere læsere.

 

Starten af historien

Du skal ikke starte historien med at fortælle hver en lille detalje om din karakter. Ville du gide læse en historie, der begynder sådan her:

"Hej. Jeg hedder Karen og jeg er 17 år gammel. Jeg er 170 cm høj, og har smaragdgrønne øjne, der passer til mit brune hår. Jeg elsker simpelthen at tegne, men jeg hader edderkopper. Min bedste veninde hedder Kirsten, og min fantastiske kæreste hedder Knud."

Nej, vel? Det tænkte vi nok. Så start din historie mere sådan… In medias res. Dette er latin og betyder, groft oversat, at du skal starte midt i handlingen. F.eks.

”Hvad laver du, Abby?” lyder en irriteret stemme bag mig. Jeg sukker opgivende og vender mig om for at stirre direkte ind i et par dømmende, blå øjne. ”Jeg ordner det, du ikke kunne finde ud af,” konstaterer jeg koldt.

Som I nok selv kan se, ved I ikke helt hvad der foregår, vel? Det er sådan det skal være. Selvfølgelig ikke hele vejen igennem, da læseren også skal kunne følge med i hvad der sker, men det er klart den bedste start, du kan få.

Selvom du ikke skal starte din historie med at bombardere læserne med informationer omkring karaktererne, må du meget gerne selv vide det. Skriv en relativt detaljeret personkarakteristik til de vigtigste personer i historien - så har du nemlig alle detaljerne. Og ved du hvad? Du behøver ikke engang at dele dem.

 

Plot

Et godt plot er vigtigt for en god historie. Hvad vil din hovedperson? Hvad vil han/hun gøre for at opnå dette? Hvad er konsekvenserne ved hans/hendes handlinger? Hvorfor gør han/hun som hun gør? Hvad/hvem er modstanden? Hvad er goderne (altså hvad han/hun får ud af det) ved hans/hendes handlinger?

 

Ingen løse ender

Det er virkelig vigtigt, at man ikke begynder på noget og ikke gør det færdigt. Dermed ikke sagt, at du SKAL gøre din historie færdig, hvis du nu går fuldstændig i stå, men hvis du i et kapitel nævner, at en karakter skal gøre noget, og karakteren så ikke gør det uden nogen grund, så er det ikke så godt…

 

Ingen unødvendige detaljer

Detaljer er vigtige - ja! Men vi behøver altså ikke de unødvendige af dem. Detaljer er kun unødvendige, hvis de ikke har betydning for historien. Så hvis det er meget vigtigt, at vi hører om, hvad han/hun laver på toilettet, fordi han/hun skal overhøre noget banebrydende, eller at hun lige pludselig bliver låst inde derude og ikke kan komme ud, så er det fint. Men hvis det bare er ’Jeg gik på toilettet. Jeg satte mig ned og tissede, før jeg tørrede mig og vaskede hænder, for så at gå ud i stuen igen’

Så har det ikke nogen betydning. Skriv hellere: ’Jeg gik hurtigt på toilettet, og da jeg kom tilbage… ‘

 

 

Læs kapitlet igennem

På den måde sikrer du dig, at alt er stavet rigtigt, og så får du heller ikke en masse irriterende kommentarer omkring din grammatik og stavning. Et ekstra tip er at læse det højt for nogen - eller bare dig selv. Så kan du høre, om sætningerne lyder forkerte eller malplacerede. Det kan også være en ide at læse hver sætning og tænke over, om den giver mening, eller om du skal rette i den.

 

Ha’ et fangende cover

Hvis dit cover er flot, vil flere mennesker blive tiltrukket af det, hvorimod hvis du har det hæslige movellas bogcover, alle movellaer starter med, er den ikke så tiltrækkende. En god trailer er også en god idé.

 

Spørg gerne...

om andre vil læse din historie (eks. i forum). På denne måde får du dig selv ud i verden og er lige pludselig ikke helt ukendt. Hvis du spørger i forum, er der næsten en 100% chance for at der er nogen der svare - på den ene eller den anden måde. Så prøv, og hvis det ikke lykkedes, så prøv igen, dog helst uden at virke for desperat.

 

Skrifttype og afsnit er vigtigt

At vælge den rigtigt skrifttype er vigtigere, end man lige går og tror. F.eks. var der en gruppe fysikere, der havde brugt 45 år på et eller andet banebrydende, og da de endelig var færdige, udgav de en bog om det. Desværre blev den ikke taget seriøst. Og hvorfor? Fordi de havde brugt skrifttypen ’Comic Sans’ og derfor blev dømt som en børnebog. Hvis I vil tages seriøst, ville Times New Roman størrelse 12 være en af de bedste, men det afhænger selvfølgelig af bogen formål, tema og genre. Afsnit er også ekstremt vigtige, da det giver større overblik over historien og gør den mere overskuelig at læse.

 

Afslør ikke det hele i begyndelsen

Hvis man allerede i første kapitel ved hvad der sker i resten af historien, er der ikke mange, der rent faktisk gider læse det.

 

Lav en spændende prolog/resume

Hvis du har et resume, hvor der enten står for lidt eller for meget, eller en prolog hvor du afslører hele historien, er det ikke der giver læseren lyst til at læse novellen. Hvis du derimod har en prolog der fortæller lige nok til, at læseren vil vide resten, eller et resume hvor folk tænker ’Wow, den vil jeg læse!’, så har du lige fået dig en hel del flere læsere.

 

Show, don’t tell

Du skal vise, ikke fortælle. Så i stedet for at fortælle at drengen er sød, kan du vise det, ved at han giver pigen blomster og chokolade. Du behøver altså ikke fortælle hvordan folk er, men i stedet skal du beskrive de scenarier, hvor det bliver bevist at denne her person er. 

 

                                                                                                     

 

Kunne du bruge skrivetippene?

Loading ...