Subtext

af , fredag 1. marts, 2013
Subtext

En drøm er gået i opfyldelse

Linette H. begyndte at skrive på Movellas sidste år - nu har hun fået udgivet sin egen bog.

 

Linette Harpsøe har forestillet sig at sidde med sin egen bog i hånden rigtig mange gange. Med udgivelsen af Subtext er en stor drøm gået i opfyldelse, men følelsen er faktisk noget anderledes og meget voldsommere, end hun havde forestillet sig.

- Det er vidunderligt og skrækindjagende på en og samme tid. At dele noget med hele verden, ord som har danset omkring i mit hoved så længe, er meget grænseoverskridende. Det er klart noget jeg skal vænne mig til, men som jeg håber på at komme til at opleve igen, siger Linette Harpsøe, der begyndte at skrive på Movellas for lidt over et år siden.

 

Nu har hun altså fået udgivet Subtext, der i første omgang blev til på Movellas. Romanen handler om Daisy, der forelsker sig i sin bedste veninde Maya. Romanen åbner for en masse forbudte følelser mellem to af det samme køn, og er et tema, der ifølge forfatteren ikke lige er til at finde på det lokale bibliotek eller købe hos boghandleren.

- Når det ikke allerede er at finde på hylden, så må man jo skrive det selv, forklarer hun.

Linette Harpsøe håber, at Subtext blot er den første af mange bøger, hun udgiver, og hun håber, at det, der nu kun er en hobby, kan komme til at fylde mere i hendes liv.

- Det er jo en drøm der er gået i opfyldelse, men det er også et skridt i den retning jeg ønsker mit liv skal bevæge sig. Den rigtige retning. Den eventyrlige retning.

 

 

 

Du kan bestille Linettes bog hos din lokale boghandel.

Loading ...