Tre nye ansigter

af , tirsdag 7. august, 2012
Tre nye ansigter

Christina, Mette og Charlotte er nye community managers og glæder sig til at læse jeres fantastiske movellaer

 

Hej alle movellister,

 

Der har været udskiftning på Movellas-holdet hen over sommeren. Sara og Nina er stoppet, og vi er klar til at tage over. Ud af os tre vil Christina primært være den, I støder på i form af konkurrencer og opdateringer på Facebook. Indtil videre får hun hjælp af Mette og Charlotte, som også vil tage sig af PR og udvidelse af sitet til andre lande.

 

Når Christina ikke sidder fordybet på movellas.com, elsker hun at hyggelæse. Derudover er hun lidt af en sportsnørd, der har spillet fodbold og ishockey i flere år. Faktisk er Christina så sej til ishockey, at hun har spillet på det danske landshold.

 

Mette er ikke så meget til sport, men til gengæld er hun virkelig god til spansk. Derfor skal hun blandt andet finde frem til, hvordan vi lokker de spanske unge i gang med at skrive og får dem til at elske Movellas lige så meget, som I gør.

 

Charlotte taler ikke et ord spansk, men derimod ved hun, hvordan vi får alle de gode historier om virksomheden Movellas frem i aviserne og ud på tv-skærmene. Charlotte er nemlig journalist og ud over at vide en masse om PR, elsker hun også selv at skrive.

 

Det, vi alle tre har tilfælles, er, at vi har en masse gode ideer til konkurrencer og bloggen, som vi glæder os til at udsætter jer for. Men vi er jo alle tre nye, og mange af jer kender Movellas meget bedre, end vi gør. Så har I ideer til konkurrencer eller emner, vi skal tage op i bloggen, så send en mail til kontakt@movellas.com.

 

Det var lidt om os, vi glæder os til at lære jer bedre at kende og læse flere af jeres fantastiske movellaer. Vi har allerede læst mange af jeres historier og synes, at I er superdygtige til at skrive. 

 

 

Bedste hilsner

Christina, Mette og Charlotte

Loading ...