Interview med RinKim om at mødes med Forlaget Carlsen
Jeg snakkede med RinKim efter mødet med redaktøren Birgitta Gärtner, som havde læst hendes historie The End of the Day. Hvordan syntes hun så, det var at få professionel feedback på noget, hun har skrevet?
Læs mereInterview med Laura G om mødet med forlaget
Tre af vores dygtigste og mest aktive forfattere herinde på Movellas vandt en snak med et af Danmarks største forlag. Jeg syntes, i andre også skulle høre om, hvordan det møde gik, og hvad redaktøren sagde til historierne. Efter deres møde stillede jeg pigerne en række spørgsmål om, hvordan det var. Her kommer først et interview med Laura G.
Læs mere
Anmeldelse. Do Van Ranst er en belgisk forfatter, som nærmest vinder priser for alt, hvad han skriver. Min far siger, at vi redder liv er den slags bog, som man automatisk læser langsomt for at nyde sproget og få det hele med.
Her har vi et godt eksempel på det gode gamle ordsprog: Man skal ikke skue hunden på hårene. I har nok allerede gættet, hvad jeg mener, hvis I kigger på billedet af denne her bog. Det er nemlig en ret så uskøn forside (undskyld forlag, men det er den altså!) til en ellers ret så fantastisk bog. Egentlig burde man jo kun tage efter 
indholdet, men jeg må indrømme, at mine øjne nærmest på magisk vis bliver suget lige hen til en flot forside, og så får jeg automatisk lyst til at læse historien.
I dette tilfælde var jeg så heldig at få bogen af forlaget, og så læser man den jo, uanset hvordan den ser ud. Og godt jeg gjorde det! For det er en virkelig dejlig historie om en pige, som føler, at hun bor ved verdens ende, hvor der absolut ingenting sker. Hendes far og mor skændes, hendes eneste veninde er lesbisk og vil hellere være kærester, og indtil videre er syv bilister kørt ind i deres hus, fordi det ligger lige i et farligt sving. Selv drømmer hun mest af alt om, at den næste, der kører ind i huset, skal være en lækker fyr på hendes egen alder, som hun skal pleje og passe, indtil han forelsker sig vanvittigt i hende.
Nogle af tingene sker, nogle gør ikke. Under alle omstændigheder finder hun ud af, at somme tider må man give slip på noget, også noget man egentlig er tilfreds nok med, for at man kan få noget nyt. Drømmen lever ikke altid op til forventningerne, men til gengæld kan der somme tider ske noget uventet, som bliver endnu bedre.
Det hele er beskrevet i så smukt og levende og poetisk et sprog, at man nærmest får lyst til at sidde og læse det højt. Der er i hvert fald masser af inspiration at hente på den front. Den er et godt eksempel på, at det ikke kun er selve historien, der tæller, men også hvordan man vælger at fortælle den. Do Van Ranst lader en masse af det vigtigste i historien stå mellem linierne og blive fortalt indirekte. Læseren får ikke det hele serveret, men det er som om, historien lever længere tid i ens hukommelse, fordi man tænker så meget over den.
Og så har det givet mig en idé til mit næste blog-indlæg! Hvis forsiden er så vigtig for, om man får mange læsere, så skal vi da også finde ud af, hvordan man laver den allerbedste forside. Jeg undersøger sagen til næste gang!
indholdet, men jeg må indrømme, at mine øjne nærmest på magisk vis bliver suget lige hen til en flot forside, og så får jeg automatisk lyst til at læse historien.I dette tilfælde var jeg så heldig at få bogen af forlaget, og så læser man den jo, uanset hvordan den ser ud. Og godt jeg gjorde det! For det er en virkelig dejlig historie om en pige, som føler, at hun bor ved verdens ende, hvor der absolut ingenting sker. Hendes far og mor skændes, hendes eneste veninde er lesbisk og vil hellere være kærester, og indtil videre er syv bilister kørt ind i deres hus, fordi det ligger lige i et farligt sving. Selv drømmer hun mest af alt om, at den næste, der kører ind i huset, skal være en lækker fyr på hendes egen alder, som hun skal pleje og passe, indtil han forelsker sig vanvittigt i hende.
Nogle af tingene sker, nogle gør ikke. Under alle omstændigheder finder hun ud af, at somme tider må man give slip på noget, også noget man egentlig er tilfreds nok med, for at man kan få noget nyt. Drømmen lever ikke altid op til forventningerne, men til gengæld kan der somme tider ske noget uventet, som bliver endnu bedre.
Det hele er beskrevet i så smukt og levende og poetisk et sprog, at man nærmest får lyst til at sidde og læse det højt. Der er i hvert fald masser af inspiration at hente på den front. Den er et godt eksempel på, at det ikke kun er selve historien, der tæller, men også hvordan man vælger at fortælle den. Do Van Ranst lader en masse af det vigtigste i historien stå mellem linierne og blive fortalt indirekte. Læseren får ikke det hele serveret, men det er som om, historien lever længere tid i ens hukommelse, fordi man tænker så meget over den.
Og så har det givet mig en idé til mit næste blog-indlæg! Hvis forsiden er så vigtig for, om man får mange læsere, så skal vi da også finde ud af, hvordan man laver den allerbedste forside. Jeg undersøger sagen til næste gang!
Do Van Ranst: Min far siger, at vi redder liv. Oversat af Aino Roscher. Turbine, Århus, 2010. -132 sider
Læs mere
Så er vi nået til det andet af alle tiders største skrivetips, og det er at skrive hver dag. Men helt ærligt. Det er fint, at Stephen King skriver 10 sider hver dag (som i seriøst hver dag), og at alle mulige forfattere påstår, at de skriver bedst mellem 5.30 og 8.30 om morgenen. Godt for dem! Men hvad med os andre almindelige dødelige?
Læs mere
