"Godmorgen," mumlede jeg gnavent. Drengen, der netop havde hilst høfligt på mig, blinkede overrasket med sine nøddebrune øjne. Så sendte han mig et prøvende smil, som dog blev belønnet med et dræberblik, der gjorde, at drengen hastigt skyndte sig væk.

Jeg sukkede fustreret. Hele morgenen havde jeg været tvær, selv over for Angela og Tanya - de to personer, jeg holdt allermest af i denne verden. Udover min søster selvfølgelig.

Måske var det tanken "Otte dage tilbage". Mit liv var både et skema og en nedtælling. 

Da klokken ringede ud, og jeg havde fri, kiggede jeg hurtigt på mit skema. Klokken 15:03 - cykler hjem.

Det, skemaet ville have en til at gøre, var altid det nemmeste og det, man havde mest lyst til at gøre. Godt nok havde jeg lyst til at cykle hjem. Men hvad nu hvis jeg ikke gjorde det?

Nej, det ville ikke gå. Jeg var ikke modig nok. Klokken var 15:02, så jeg skyndte mig hen til cykelskuret for at nå det til tiden. Jeg fandt min cykel blandt de mange og kiggede en sidste gang på skemaet. Så sukkede jeg og trak cyklen ud af skuret. Da jeg var kravlet op på sædet, trampede jeg hårdt i pedalerne for at komme så hurtigt hjem som overhoved muligt. 

Men en tanke, blev ved med at nage mig. En tanke, blev ved med at dukke op i mit hoved. En tanke, gjorde at jeg ikke kunne falde i søvn den aften.

Hvad ville der ske, hvis man brød skemaet?