"One of you has made it into the top two, and one of you has received the fewest votes in the public, and is out of the competition."

Et stramt smil er på Rebeccas læber. Harry ser ned i jorden. Det er stegende hedt på scenen, og publikum råber og skriger. Hvad de råber og skriger, det er et mysterie. Af og til kan man genkende et navn, men for det meste er det bare...skrig.

"This. Is. It." Dermot O'Leary trak succesfuld stemningen ud. Det er slemt for dem der ser på, men værre endnu er det for deltagerne. En ny form for tortur. At stå der, og mærke det. Mærke presset. Denne afgøring kan betyde forskellen på en karriere. Priserne er høje og alle venter spændt. Deltagerne ved at det ikke er umuligt for dem at få en pladekontrakt. Men realitetsfølelse og logik findes ikke der. Ikke på scenen, foran tusindvis af mennesker, velvidende at endnu flere ser på hjemme i deres varme stuer. I sikkerhed hos deres familie. Og det hele live.

"The second act, still in the final is..."

Hjerterne ræser af sted, og havde det været stille, ville man tydeligt høre de 6 hjerter slå hurtigere på scenen. 8, tæller man deltagernes mentorers hjerter med.

Men der er ikke stille, tværtimod. Hele salen summer af spænding, alle ville have at deres idol skal gå videre.

"Rebecca!"

Den sorthårede kvinde på scenen ser overrasket ud, nærmest forskrækket. Simon Cowell, One Directions mentor, vender sig om i chok. Selve boybandet, kigger ned i jorden, og prøver hårdt på ikke at vise følelser. Ingen har lyst til at se 5 drenge flæbe på scenen. Nogle klapper Simon på ryggen, andre stirrer ned i jorden. Det er svært at se op, se på alle menneskerne der klapper for en, som ikke er dem.

Rebecca giver sin mentor Cheryl Cole et kram, stadig i åbenlys chok. Hun var gået videre!

Hele salen jubler, og klapper, men ikke af dem det burde være, i følge One Direction og Simon.

Slukøret og stadig med bankende hjerter forlader de 5 drenge og deres mentor scenen. The show must go on.

Også hvis det er uden dem.