Det var en sen sommerdag. Pigens adoptivmor sad oppe. Sur over at hun var taget af sted, sur over at hun havde forladt det hus, der havde været hendes hjem altid. Hun havde siddet der i mange timer da døren gik op og pigen trådte ind. Hun var 17. Hendes hår var langt og gyldent, hendes øjne dybt blå. Hu blev bortadopteret lige efter, hun kom til verden. Lige siden havde hun boet her. Her i dette hus, hvor hun havde været indespærret, siden hun var 12. Hun havde været ude for huset før, men det var mange år siden. Det var kun fordi hun havde mødt ham. Ham der havde forandret det hele.

Hun sad og hvilede hagen i hænderne, mens hun kiggede ud af vinduet. Solen skinnede og fuglene sang. Hun kiggede ud på den lille sti der løb lige uden for hendes vindue. Den løb dybt ind i skoven, men der kom aldrig nogen. Hun sad i sin egen lille verden da han pludselig råbte til hende. ”Klokkeblomst, Klokkeblomst lad dit hår falde ned..” råbte han og grinede svagt. Hun kiggede ned på ham. Han var høj med mørkt hår. Hans smil var varmt og ligeså hans øjne. Hun smilede tilbage til ham, og lod sit hår falde ud af vinduet. Det var langt nok til at nå ned. Han så overrasket ud over hendes lange hår. Hendes smil blev en smule større og hun rakte hånden ud mod ham, som for at sige ”bare kom, der sker ikke noget”.

De sad længe og snakkede. Han fortalte han havde holdt øje med hende længe, men at han først nu, havde haft mod til at komme herover. Sådan sad de længe, så længe at dag var blevet til aften, og drengen måtte hjem.

De følgende dage kom han hver eneste dag, og som den første dag snakkede de om alt og intet. Det var da han kom den syvende dag at han foreslog at de tog ud. Væk fra huset og skoven og ind til byen. Hun var ikke meget for det, men til sidst sagde hun alligevel ja.

Hun kiggede ondt på pigen, og det varede ikke længe før hun var over med hende. Hun var vred, meget vred. ”er det takken for at jeg har passet dig? Takken for at jeg har skærmet dig mod sorg?” Med et fast greb tog hun fat i pigens lange hår og trak hende ud i køkkenet, hvor hun straks fandt en saks frem og klippede pigens hår af. 

Da drengen kom dagen efter og som altid sagde: ”Klokkeblomst, klokkeblomst, lad dit hår falde” lod adoptivmoderen håret falde ud af vinduet. Drengen klatrede op som han før, men mødte moderens ansigt i stedet for pigens. Hun tog fat i hans trøje, ”du får ikke din lille kæreste at se igen,” sagde hun inden hun skubbede ham bagud.

Drengen lå længe i koma efterfølgende. Der skulle gå næsten et år til han vågnede. Det første der mødte ham var et ansigt indrammet af langt gyldent hår med et par dybt blå øjne. Siden hun fandt ud af hvor han var, var hun ikke veget fra hans side. I en vugge ved siden af ham lå et par tvillinger. En dreng og en pige.

Da drengen endelig var klar til at komme fra, rejste de langt væk fra det sted. Langt væk fra moderen som ikke havde bragt andet end sorg. Så langt væk at de alle kunne leve lykkeligt sammen.