Det var i den senere aftenstund, og solens sidste stråler farvede skyerne i røde og orange farver. Havet skinnede med et sort-blåt skær, som gav hele stranden en mat, spøgelsesagtig fremtoning. Kun ganske få bølger skvulpede op langs de sære klippeformationer, ellers var havet stille. Sandet så sort-gult ud i det svage lys, og de få træer der var,  kastede mystiske skygger, og hjalp stranden på vej med sin genfærdsatmosfære. Men alt i alt var den stille strand et smukt sted. Et af de steder, som var smukkest faktisk, men som mennesket ofte ikke opdagede. For hvilket menneske tager ned til stranden på dette tidspunkt? Måske, kunne mennesket finde på at gøre det ved andre strande, men ikke denne. Den lå for farligt for menneskenes klodsede krop, som var blind i nattens mørke. Så skulle man komme fra havet af. Og det var nøjagtigt hvad hun gjorde.

Hun svømmede igennem det mørke vand, og skabte nye små bølger omkring sig, som gav en skvulpende lyd imod stenene på den mørke strand. Hendes ben samarbejdede behændigt med hendes arme, og hurtigt nærmede hun sig strandens grund. Hun var svømmet langt i menneskenes øjne, faktisk omkring de 5 kilometer. Men for hende var det ingenting. Hun var ét med vandet, og begge parter samarbejdede let med at få hende frem til hendes mål. Hun var ikke engang træt, da hun nåede ind til stranden..

Arielá, hed hun. Mennesker havde kaldt hende sindssyg og spærret hende inde på et hospital, da hun fortalte, at hun havde talt med fiskene, og set underlige væsener, der lignede dem, men havde haler i stedet for ben, og kunne trække vejret under vandet. De sagde at det hørte eventyr til. Og så spærrede de hende inde på et værelse, med vinduer hvorfra man kun kunne se den kedelige landevej, og de biler der kørte på den. Man kunne ikke se, høre eller lugte havet. Og det gjorde hende så trist, at hun havde forsøgt at aflive sig selv, indtil at de havde flyttet hende hen til et andet sted.

Det andet sted var tre gamle huse, der var bygget om. Det var bygget om til et mindre "opbevaringssted" for psykisk syge. Det lå nede ved havet, og den salte luft gjorde Arielá godt. Hun havde fået tildelt et værelse i venstre bygning, hvor at man kunne se havet. Og selvom man ikke måtte, flygtede hun vær nat, og svømmede hen til den hemmelige strand. Hendes strand. Og her sad hun så. Hun redte sit filtrede hår med fingrene, og kiggede på den sidste rest af sollys. Det var smukt, syntes hun, men hun glædede sig alligevel til at det var ovre. For først når sollyset var væk, kom de frem. Og det var mest dem hun ventede på.

Dog holdt hun meget af at se på sollyset. Hun satte sig på en stor sten, og begravede fødderne i det bløde sand. Så satte hun sig til at vente, i mens at hun betragtede den næsten forsvundne sol i vest. I samme øjeblik at den sidste rest af sollys var forsvundet, kunne hun høre dem. Stemmer og latter der kom op som små bobler, på havets overflade. Der flød de et øjeblik, før at de eksploderede, og man kunne mærke suset af den glæde boblen havde indeholdt. Arielá smilede for sig selv, og gik hen i mod vandet. Den løse hvide kjole hun havde på, klæbede til hendes krop, og hun var bevidst om dens gennemsigtighed.

Hun var ligeglad. Havets folk gik ikke med tøj, og det ville ikke blive bemærket at kjolen var gennemsigtig. Da hun gik i med den første fod, kunne hun pludselig mærke et lille nip i benet. Som en fisks kys. Hun smilede for sig selv, og gik længere ud. For vært skridt kom der et nyt nip. Vandet var køligt som vand nu en gang er ved nattetid, og hun fik et isnende kuldechok.  Men hun vidste at det snart ville gå over, og hun ville føle sig fri igen. I det øjeblik at hovedet dykkede under vandet, kunne hun se dem. De grinede og lo til hende, og hun kune også selv le under vandet, trække vejret.

"Kom," sagde den ene. "i aften er der fest på slottet!" og hun blev trukket med af et virvar af hænder. Den aften festede hun til langt ud på natten. Først sent svømmede hun igen op imod overfladen, hvor at et helt hold af misbilligende læger og sygeplejersker ventede hende. Sådan var det hver nat. Men hun slap altid fra dem igen. Hun så på de mange mennesker, og rejste sig op i vandet. Hun skulle til at gå op til dem, men så fik hun en bedre idé, og hun følte sig dum over ikke at have tænkt på det før.

Hun vendte sig roligt om, og inden at den måbende mængde nåede at reagere var hun dykket igen. I samme øjeblik at hun blev ét med vandet igen, vidste hun at hun aldrig mere ville tale med et menneske igen. Med et sidste suk gjorde hun sig fri af alt forventning, og lod sig opløse i havet. Et brus af glæde gjorde hende fuldkommen, og i næste øjeblik blev hun forvandlet til skum på havet. Nu ville hun for evigt være en del af det hun elskede.