Jeg tror at det, at jeg var vidne til at det skete, er det værste. Det er det der gør, at jeg ikke længere føler mig fortjent til at være i denne her verden. Hvorfor var det hende det skulle gå ud over? Det kunne jo ligeså godt have været mig. Det kunne ligeså godt have været mig der havde været spærret inde i flammerne, imens hun havde stået udenfor og forgæves håbet på et mirakel. Et mirakel, som ikke ville være kommet.

Jeg husker tydeligt det sidste kram hun gav mig. Husker hvordan hun trak mig ind i sin kærlige velkendte favn, tryggede mig ind til sig, og hviskede i mit øre; "Pas nu på jer selv."

Jeg husker tydeligt den sidste gang jeg så hende. Som hun stod der i vores smalle entré, og smilede, iført en blå top, og et par korte gule shorts, fordi hun altid havde nægtet at gå i sommerkjole eller nederdel. Hendes stædighed, og sommetider underlige holdninger, er noget af det jeg har arvet efter hende.

Jeg husker tydeligt den sidste gang hun så på mig. Hendes blå øjne, der lignede mine så meget, lyste af ægte glæde og kærlighed, imens hun stod og vinkede til mig og min far.

Jeg husker tydeligt det sidste hun sagde til mig. "Ligemeget hvad der sker, så husk at jeg elsker dig." 

Ordene har gentaget sig i mit hoved, ligesiden hun sagde dem. Hun sagde altid sådan, når jeg forlod hende, også selvom det kun var for få timer, men den sidste gang, er den eneste jeg sådan rigtigt husker.

Men det jeg husker allermest. Det der giver allermest genlyd i mit hoved, og det der jagter mig både nat og dag, er hendes dødskrig. Den skingre lyd der kom inde fra den store røde villa, da flammerne overtog det allersidste rum, som hun kunne flygte til. Det skrig, som i virkeligheden kunne have tilhørt hvem som helst, men som tilhørte hende. 

Min mor.