Jeg sad og så ud af det triste, beskidte, vandplettede vindue. Ud på den lige så grå og triste by vi nu skulle rejse fra, gerne så mange som muligt. Jeg så mig rundt og kunne lige overskue siddepladserne, her var ingen, alle var taget. Alle dem der havde betalt for en sidde plads havde fået en og dem der ikke kunne, ja de måtte stå op, enten i midtergangen eller ude i de små vogne hvor man stiger på. I den vogn som jeg sidder i, er det forbudt at stå i mellem sæderne, dette er en fin vogn, altså med det mener jeg ikke den er ren og pæn, men det er for dem der har mange penge eller de betydningsfulde. Atter engang lod jeg blikket forsvinde ud bag vinduets snuskede rude, mod byen jeg engang kendte så godt, som vi alle i dette tog gjorde.

For ikke mere end få uger siden var det en flot og velpasset by, nok en af de sidste der kunne holde sig levende på denne døde, kolde jord. Men så skete det, udbruddet som vi havde hørt om i radioen og fulgt med i over tv, de kom igennem muren der var bygget for at holde dem ude. Mange dage måtte vi kæmpe os igennem dem, og endelig fik politiet et tog kørt hertil, de spærrede stationen af med højt hegn som jeg nu sidder og kigger på, og alle folk fik af vide de skulle flygte mod stationen. Nu ser jeg hvordan en hel flok af mennesker står og gerne vil ind i toget, nogle råber andre græder og børn skriger. Og bag dem, der står hegnet, nogle meter væk fra os. Som om det ikke var svært nok for politiet at holde styr på hvem der har betalt og ikke har, gik hegnet pludselig ned og de kom ind. Ikke bare gående, men løbene med fråde om munden og tanken om frisk kød løb de mod toget som vilde dyr. Skrigene blev højere da toget så småt begyndte at køre. Alle af dem der stod uden for begyndte at løbe med, nogle sprang for at nå toget, og nogle kom da også ind. Nu var de inficerede helt herhenne og menneskene blev revet væk fra hinanden som fluer. En af tog kontrollørerne råbte ned gennem vores vogn til midtergangen ”DØREN LUKKES!” råbte han, og lige i det den var ved at lukke kom en gamle dame med sit lille barn over skulderne løbene nedenfor det vindue jeg sad ved, hun nåede lige at få smidt hendes barn ind gennem dørene og så klappede de. Barnet skreg og jeg så blodet fra moderen sprøjte op af vinduet jeg sad ved. Det i sandhed en død og kold verden vi lever i.

Toget kørte derud af, nu det bare hvor vi skal hen, jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror der er meget lidt viden om det for ingen har talt om det, kun om hvor det måske var vi nu skulle fragtes hen? Og det er jo det samme spørgsmål jeg sidder med. Radioen i den vogn jeg sad i spillede noget roligt violin musik, så det var faktisk en dejlig rolig stemning herinde, låst af fra de andre vogne hvor jeg kan forstille mig der er larm og panik. En ung pige kom ind til os med en lille vogn med mad, alle ned gennem denne vogn fik en lille bakke med mad og drikke. Hun sagde ikke noget men smilte og nikkede bare da hun satte bakken, derefter vider til de andre borde. Jeg tør vædde med at inden i er hun ved at ryste sammen, det ikke hverdag der kommer zombier, eller ikke hverdag for vores by. Men det måtte ske før eller siden, de måtte nå til vores grænse. Det var bare et spørgsmål om tid og sted kan man vel sige, hvis politiet ikke havde sat deres udrykning ud for at skyde dem ned og fjerne dem, hvilket var en god ide i starten, men hvis de ikke var taget ud i de ødebyer, var de aldrig blevet nogle af dem. Det værste er at vi kunne klare os hvis de mere normale kom, men dem her, dem jeg så der kom over grænsen, dem der væltede muren det var de der udryknings mænd, i kæmpe panser og de er ikke bare til at skyde en sølle kugle igennem. Skjoldet fra det hårde panser vil gøre sådan at kuglerne bare glider af, utroligt dumt. Men vi alle synes jo det var en genial god ide, og så gik det vel bare galt. 

Skjold klappede mig på ryggen og mumlede noget bag hans kæmpe grå overskæg, jeg så bare på ham uden af prøve så meget som at presse et smil frem. Han ligner en bjørn, ikke fordi han er kæmpe stor og har muskler over alt, men hans ansigt. På trods af det store overskæg der dækker hans mund, har han faktisk et fuldskæg, men det omkring munden og ned over hagen er ikke så stort. Hans øjne er kolde, mørke, dystre og samme tid fulde af håb men også godt klar over at døden snart træffer. Skjold er en helt særlig mand for mig, han er ikke min far, eller onkel eller morfar jeg er slet ikke i familie med ham, og kalde mig og ham venner ville også være forkert. Vi rejser bare sammen, vi taler ikke meget sammen det faktisk sjældent, Skjold er ham der har betalt rejsen for os, jeg har ikke en øre. Men han har vidst lidt penge på lommen, hvis han ikke bruger dem på alkohol i forskellige små værtshuse der ligger her og der, bruger han dem på patroner til sit gevær. Gamle, rustne, larmende gevær. Det skræmmer dyr væk, men zombier kalder den nærmest til sig. Men jeg må give mig, selvom det er rusten og en zombie lokker, kan den blæse underkroppen af de forbandede bæster. Skjold har de her tre ar, lange røde ar over sit venstre øje, det vil sige han er blind der, men han er en knald god jæger alligevel. Han siger i sine yngre dage, fik han de ar da han var på jagt med sin bedstefar, den eneste mand han har set op til, Skjold blev åbenbart angrebet af en bjørn og resten kan man nok selv regne ud.