Hvis jeg skulle vælge, så ville jeg ikke vælge mig

Jeg er jo bare et stykke papir, bare et kedeligt stykke papir.

Hvis jeg kunne være noget andet, ville jeg blive så glad, måske en guldsmed. De er så flotte, når de flyver. Eller måske en lille rose, de er så pæne, det er de jo hele tiden. Eller måske kunne jeg få en ven, åhh ja en ven, det ville være dejligt.

Det lille stykke papir blev pludseligt samlet op, og lagt på et bord. En pige, en lille pige, gik ud for at hente noget.

Åh hvad sker der nu, vil hun smide mig ud? Åh for guds skyld lad hende ikke gøre det, jeg har det dårligt nok i forvejen.

Pigen kom tilbage med en masse farveblyanter. Hvad nu, tænkte papiret, hvad vil hun nu?

Pigen tog en rød farveblyant i hånden og begyndte at tegne en lille pige, som nok skulle forestille hende, men det gjorde det langt fra.

Pigen, som blev tegnet på papiret, havde fået et hoved og et øje, hun blinkede til papiret.

Papiret smilede, selvom det kun var i tankerne, for han havde ikke en rigtig mund at smile med. Tænk nu hvis pigen tegnede en mund til ham, åh ja det ville være dejligt. Han sagde det til hende, han spurgte pigen, der tegnede, om han ikke også måtte få en mund så han kunne smile, men pigen sagde ikke noget. Papiret prøvede igen, men pigen sagde stadig ikke noget.

Pigen på tegningen begyndte nu at snakke, for hun havde fået en mund, hun spurgte papiret om en masse ting, men da han svarede pigen på tegningen, hørte hun ham ikke, hvorfor kunne de ikke høre ham? Så gik det op for det ensomme papir, at han jo heller ikke kunne tale, for han havde ikke nogen mund. Det ensomme papir begyndte at græde, og han blev helt våd at tårer, pigen kiggede overrasket op, fordi det hun tegnede på var helt vådt.

Pigen på tegningen blev også overrasket. Men de forstod det jo ikke, at han ville tale med dem, og han kunne jo heller ikke sige det.

Han græd stadig.

Pludselig lyste pigen på tegningen op. Hun viskede noget til pigen, der havde tegnet hende, og så lyste hun også op, og sagde: ”Godt, så skal du få din vilje.” Hun lød ikke spor streng, men smilede blot.

Hun tog den røde farveblyant i sin hånd og tegnede en stor streg ved siden af den pige, hun lige havde tegnet. Nu kunne han smile, rigtig smile, han smilede, og smilede.

Pigen, der havde tegnet hans mund, sagde: ”Det er da godt, at du er glad.” Nu begyndte hun også at tegne næse, ører, øjne og øjenbryn.

Nu kunne papiret også nikke, så det gjorde han som tegn på pigens spørgsmål.

Pigen på tegningen smilede, hun var glad for endelig at havde fået en ven. Det var noget, hun havde ønsket sig lige siden hun blev til, som godt nok kun var for 5 minutter siden. Men alligevel var hun også glad, og det var det ensomme papir også, for nu var det ikke så ensomt længere.

Pigen, som havde fortalt historien, så på de undrende børn, der stirrede på hende.

De havde samlet sig rundt om hende.

”Det giver da ingen mening, et stykke papir kan da ikke tale,” sagde en dreng til pigen.

Hun smilede:” Tro hvad du vil, min dreng”

Pigen vidste de ikke ville tro på det, for de var 12 - 13 år gamle, og fantasien havde forladt deres hoveder.

Drengen sad stadig og så undrende på hende, imens alle de andre børn gik deres vej for at gå til frikvarter.

Pigen vidste godt, det var svært at tro på det, men selv om det nu var 10 år siden, hun havde tegnet pigen på det ensomme papir, huskede hun det lige så tydeligt, som var det i går.