Jeg havde et dejligt liv, men mine drømme. De var bare besynderlige, en skikkelse kom hele tiden midt i den smukkeste drøm. Nogle gange kom den efter mig, andre gange kiggede den bare. De gav mig bare de mest urolige morgener. Min mor vidste alt om skikkelsen og om mine mareridt. Ingen i klassen måtte vide noget om hvordan mine mareridt var, kun Kassandra min bedste veninde havde fået det at vide. Det var også derfor jeg aldrig tog med på lejrskoler, jeg ville aldrig kunne vågne.  

”Penelope? Du skal vågne nu!” 

”Mor, jeg havde en drøm, den kom efter mig!” svarede jeg, og forsøgte at virke frisk, selvom vi begge vidste at det var umuligt.

”Hvem kom efter dig?” spurgte hun. 

”Skikkelsen.” 

Det var aldrig helt nemt at forklare hvad jeg så, den var der bare.