Jeg kunne dø tusinde gange for dine ords knivsæg.

Snit. Snit.

Så hurtigt, så uskyldigt.

Glimtet i øjet, skeden, den dæmpende faktore jeg måske bare overser.

Vær stille. Være stille og lad med den talte tomhed sårene ved min halspulsåre heles.

Lad dem hele, for du igen går i gang. Før du starter på ny.

Lad sårene heles, døden komme en anelse på afstand, før du endnu en gang begynder på at slå mig ihjel.

Sår mig, smert mig, pin mig, snit mig op.

Det er dén – det er dén følelse, jeg endnu kender. Det eneste der er tilbage af mig.

Slår mig ihjel, det gør den.

Jeg slår mig ihjel. Men du fører kniven.

Din tunges barberblade. Ikke jeg. Du. Jeg. Vi.

Sammen.

Sammen slår vi mig ihjel.