I forhold til de fleste, føler jeg ingen skyldfølelse. Men det er næsten værre, at tænke tilbage, og mærke hjælpeløsheden. Jeg var magtesløs. En 15 årig pige, på vej hjem fra skole. Alt der var tilbage, var at se hvordan bygningen brændte. Se til, hvordan brandvæsenet afspærrede og reddede folk, mens resten forsøgte at slukke de altfortærende flammer. En efter en kom folk op. Hostende, men levende. Jeg ventede, mens tårerne strømmede ned ad kinderne på mig. Mrs. Robért, vores nabo, som lige var kommet hjem fra indkøb, sad med mig på en bank, mens hun prøvede at trøste mig. Da branden var slukket og brandfolkene erklærede at der ikke var nogen levende tilbage i bygningen, måtte jeg give op, og bryde ud i gråd på Mrs. Robérts skulder.

Branden havde været et resultat af et tændt stearinlys og et gardin der var lidt for tæt på. 10 mennesker kom helskinnede ud, 13 -deriblandt Mr. Robért, mennesker lå på hospitalet. 21 mennesker døde.

Deriblandt min mor.