Fatima gabte, og åbnede øjnene. Endnu en hård dag i skolen var kun et kort stykke ude i fremtiden. Endnu en dag hvor hun ville blive kaldt "perker", og hendes ting ville blive taget og gemt væk. Hendes lærere sagde ellers, at hun var en ualmindelig kvik pige, selvom hendes far var fra Marokko, og hun ikke kunne tale dansk, uden en lille snert af den accent, man typisk hører hos indvandrere fra Mellemøsten.

Så snart hun trådte ind i skolegården, blev der råbt vrede skældsord efter hende.

Hvorfor? Hvorfor dette meningsløse had mod andre kulturer? De spørgsmål havde hun stillet sig selv mange gange, men havde aldrig fundet et svar. Mobningen forfulgte hende uanset, hvor stædigt hun ignorede den.

Da hun gik ind i klassen, steg tilråbene, bare i styrke, fordi de ikke længere blev overdøvet, af legende børn. "Perker!" "Skrub hjem hvor du kommer fra!" var bare to, af de ting, der blev råbt efter hende, når hun kom. Hun ignorerede dem. Kiggede stædigt op, og var glad for, at hun havde en rank kropsholdning.