Hun sad på taget af en høj, grå betonbygning, hendes ben dinglede ned fra kanten, frit i den tomme luft. Hun sad foroverbøjet, og kiggede ned på menneskemylderet. Alt for mange travle mennesker med alt for meget at gøre. Som myrer i en myretue. Små firkantede biler dyttede af alt og alle, mens lyset skiftede fra rødt til grønt, og tilbage igen i en uendelighed. Et kraftigt vindstød ramte hende i ryggen, bad hende, lokkede hende til at springe.

Hun kiggede opad mod den grå, himmel, lukkede langsomt de store lyseblå øjne. Et lille skævt smil viste sig på hendes læber. Hun greb med hænderne om kanten, og trak med pludselig bevægelse sin lille, spinkle krop ud i intetheden.

Hun styrtede nedad mod gaden, nærmere og nærmere den hårde asfalt. 10 meter endnu, 9, 8, vinden ruskede i hendes slidte tøj, og det viltre kulsorte hår, mens hun faldt, 7, 6, 5, hun bredte armene ud som for at omfavne luften omkring hende, 4, 3, først nu åbnede hun øjnene, den sikre tilintetgørelse var nu så tæt på, at hun kunne se direkte ind i dets iskolde blik 2, 1...

Pludseligt rettede hun op og strøg opad mod den grå himmel, hvor et hul åbnede sig i det tætte skydække. Højere og højere fløj hun, uden at se sig tilbage. Pludseligt brød hun igennem, og standsede op midt i luften, hængende over skyerne. Uden andet end den blå himmel og sollyset over sig. Skyernes toppe var hvide som sne, og dannede et vidunderligt landskab af bløde bjerge og funklende dale. Storsmilende gav hun sig til at dykke op og ned, i de smukke hvide skyer, der smøg sig om hende som fugtig silke.

Pludseligt trak de sig væk under hende, og afslørede en solbeskinnet birkeskov. Hun dykkede let og elegant ned mellem trækronerne, og fløj ind og ud mellem stammer og grene. Hun kunne tydeligt mærke hvordan bladene hvislede let over hendes hud i farten. Målrettet styrede hun direkte mod det største træ i skoven. Stammen var så tyk at fem mænd ikke ville kunne holde rundt omkring den. Kronen var enorm, og strakte sig meget højere end alle de andre.

Hun svævede helt op til toppen af træet, og satte sig til rette på næsten yderst på en gren. Hun kiggede ud over de friskgrønne trækroner, og op på den lyseblå himmel. Lidt distræt flåede hun et lille stykke snehvidt bark af grenen, førte det op til ansigtet, og snuste til duften af træets historie. Hun smilede lykkeligt og lukkede øjnene.

Et koldt vindstød fik hende til at skutte sig. Hun kunne pludseligt høre biler dytte, og mennesker råbe. Smilet falmede langsomt. Hun åbnede øjnene, og et gråt, trist lys kom hendes blik i møde. Stenfladen hun sad på, virkede kold og død efter birkegrenen. Gaden under hende var stadig ligeså travl som før, og larmen virkede næsten højere, efter stilheden i skoven. Hun sukkede, rejste sig, og gik med langsomme skridt væk fra kanten. På vejen tabte hun et lille stykke hvidt papir der blev fanget af vinden, og dansede ud i den tomme luft.