"Kildevang!" lød en kvindestemme, og kort efter trådte en pige ind i bussen.

Hendes krøllede, leverpostejsfarvede hår dansede frem og tilbage over hendes skuldre og ryg, da hun løb ned bag i bussen, for at sætte sig til rette. Hun satte sig ind til vinduet med tasken på skødet, og kiggede ud på de grå skyer, der langsomt samlede sig over byen. Snart ville det begynde at styrte ned, så det var ikke sikkert, hun kunne nå i skole uden at blive våd.

Terese Gudjonsdottir var en stille og rolig 12årig pige, der passede sin skole selvom hun ikke elskede den over alt på jorden.

Netop som hun var på vej ind i sine egne tanker, trådte en dreng ind i bussen. I et splitsekund, kiggede de hinanden i øjnene, og Terese vidste, at hun aldrig ville glemme de dybe grønne øjne, og den underlige fornemmelse i brystet, der i dette øjeblik, greb hende. Hun kiggede hurtigt væk, da hans øjne gled videre, for at finde en plads. Der var imidlertid ikke andre end den, lige ved siden af Terese. Han gik hen og satte sig ved siden af hende. De smilede usikkert til hinanden og gav sig samtidig til at stirre meget indgående, på husene udenfor.

"Hvad hedder du?" spurgte han, og slugte en klump.

"Terese!" sagde hun lidt for hurtigt, og smilede, ligeså meget for at berolige sig selv, som ham.

"Dig?" fortsatte hun, selvom hun ikke var sikker på, om det var en god ide at få en samtale igang. "Anton" svarede han hæst.

Der var stille lidt.

"Jeg skal af her!" sagde hun, og opdagede at den trykkende stemning, var forsvundet, som dug for solen.

Hun gik ud af bussen og vinkede genert efter Anton, da bussen kørte videre. Terese blev ved at  se sig over skulderen, men hvorfor? Bussen var jo kørt? Hun gik op mod skolen uden at tænke på regnen, der plaskede ned, på alle sider af hende. Hvad mon Anton synes om hende? Skulle hun have spurgt ham om det? Eller var det for direkte? Pludselig bekymrede Terese sig, om ting, hun aldrig havde overvejet før.