Forfatter: Gabriella og Vicki
Synsvinkel: Lilly Luna
Perronen var sort af mennesker. Overalt var der forventningsfulde blikke at se. Jeg sad på alle vores kufferter, som James kørte på en vogn. Albus og far var sinket bagud. Jeg prøvede at dreje hovedet for at se dem, men jeg var ved at falde af vognen, da jeg fik endnu et hosteanfald. James stoppede, og mor var allerede henne ved mig. Hun kiggede bekymret over mod far, og jeg vidste bare, hun igen overvejede, om jeg burde tage af sted. ”Jeg har det altså fint mor.” Sagde jeg irriteret til hende. ”Det siger du jo, men du er begyndt at hoste oftere.” Jeg rystede bare på hovedet og hoppede ned fra vognen. Far og Albus kom op til os, og snart var familien Weasley her også. De voksne stod og snakkede sammen om de sædvanlige kedelige emner. James, der allerede gik på andet år, stod og snakkede med hans venner. Fløjten fra toget lød, og folk begyndte at tage afsked med deres forældre og steg om bord. Jeg fuldes med James, Albus, og Weasley søskende, Hugo og Rose, ind i en kuppe. Jeg vinkede en sidste gang til vores forældre og lænede mig tilbage i de bløde sæder.
Fløjten lød igen, og jeg kiggede ud af vinduet. Næsten alle var nu steget om bord, men en dreng og hans forældre stod tilbage. Faren, med helt hvidt hår, lagde hånden på sin søns skulder. Han fortalte noget med en alvorlig mine, og de kiggede begge på en pige i kørestol ikke langt fra dem. Hun så alvorlig syg ud, og ved hendes side stod en sygeplejerske fra Sankt Mongus. Jeg vurderede hende til at være på min egen alder eller lidt yngre.
Uden den mest kærlige afsked forlod drengen sin familie og gik om bord. Rose, der ligesom James gik på anden årgang, snakkede om alt det nye, vi førsteårselever ville opleve. Jeg lyttede kun halvt efter, for billedet af pigen var stadig stærkt i min hukommelse. Kuppedøren blev forsigtigt åbnet, og der stod drengen fra før. James kiggede på ham med afsky. ”Der er ikke plads til Slytherin elever her, og især ikke en Malfoy.” sagde James, inden drengen kunne nå at sige noget, og smækkede kuppedøren i. ”Du kan ikke udelukke nogen på grund af deres kollegium og navn.” Sagde jeg vredt og kiggede surt på ham. Rose og James så på hinanden og rystede lidt på hovedet.
På resten af turen forholdt jeg mig helt stille. Da toget igen stoppede, var det blevet mørkt udenfor. Vi samlede vores kufferter og kom efter noget tid ud af toget.
James og Rose gik sammen med andet årseleverne, mens Hugo, Albus og jeg ledte efter førsteårseleverne. En kæmpe gråskægget mand stod med en lygte og kaldte på første årselever. Han så på samme tid skræmmende ud og alligevel utrolig rar ud. Tre og tre bliv vi sejlet i både over den sø, der omgav Hogwarts. Jeg så ned i vandet. Det var utrolig mørkt, hvilket gav mig gåsehud. Det gav et bump, da båden ramte fastlandet igen. Albus hjalp mig ud af båden, og vi gik sammen over til kareterne, der kørte sig selv.
Den enorme indgangshal var fyldt med myldrende elever. Førsteårselever blev fuldt ned af gangen, hvor de ventede på, de andre årgange var kommet ind og havde sat sig i Spisesalen. Jeg blev mere og mere nervøs, og jeg var glad for, at min bror stod lige ved siden af mig. Endelig gik døren op, og vi blev fulgt op til lærernes bord, hvor en lille skammel og hat ventede. En efter en blev vores navne råbt op, og vi blev fordelt på de fire kollegier. ”Hugo Weasley!” Blev der råbt, og Hugo satte sig nervøst på skamlen. Hatten mumlede noget om Gryffindor, men endte med at råbe: ”Ravenclaw!” Bordet for Ravenclaw eleverne jublede og Hugo løb stolt ned til bordet.
”Albus Severus Potter!” Blev der råbt, og en mumlen bredte sig. Jeg hørte nogle hviske; Potter.
Det så ud til at hatten havde stor besvær med at vælge et kollegium til Albus. ”Gryf..!” Var den i gang med at råbe, da den pludselig skiftede mening. ”Slytherin!” Jeg så straks over mod James, der lignede en, der havde set spøgelse, hvilket ikke er helt unormalt på disse kanter. Albus virkede en anelse overrasket, men han huskede den snak, han havde haft på perronen med far. Han smuttede ned til Slytherin bordet, der virkede en smule overrasket.
Endelig blev mit navn råbt op. ”Lilly Luna Potter!” Jeg tog en dyb indånding og gik stille op til skamlen. Jeg satte ned og prøvede at bevare roen. Hatte blev sat på mit hoved, og den startede sin mumlen igen. ”En begavet ung pige.. Stor fremtid foran sig. Jeg ved lige hvor du skal hen.” Sagde den og råbte derefter ”Ravenclaw!” I det mindste var jeg havnet samme sted som Hugo, så helt alene var jeg ikke.
Den aften kunne jeg næsten ikke falde i søvn. I år ville der ske så meget spændende. Jeg kunne næsten ikke vente.
