Det kom som et stort chok i den lille by, den aften jeg blev født. For jeg så ikke ud som mine forældre. Jeg havde ører som en ulv. Min far ville slå mig ihjel, men min mor tiggede og bad ham om at lade vær.

Så en aften tog hun mig med til en læge, som fortalte hende at jeg var en dæmon, og at der måske var en chance for at min mor havde et gammelt dæmon dna i sin krop, måske langt ude. Men der var intet farligt ved mig, jeg var ikke andet end en lille dæmon dreng.

Mor blev glad og knuede mig ind til sig. Men da hun kom hjem, forlagte min far at hun lå mig i en kurv og satte mig i dæmon skoven, for han nægtede at have mig i huset. Han mente ikke at jeg var et rent barn, så jeg skulle ihverfald ikke leve nær ham.

Min mor blev ulykkelig, men gjorde som min far han sagde. Det var jo ham der bestemte.

Hun græd, men lagde mig i en kurv og lagde en halskæde om min hals. Hun gik ud i den farlige dæmon skov, og satte min kurv i et gammelt hult træ. Hun kyssede min pande, og forlod mig så helt alene.

Jeg kunne høre hendes gråd i lang tid, men jeg begyndte så at vræle, da jeg ikke længere kunne høre hende.

Jeg ville aldrig nogensinde, glemme hendes varme kærlige stemme, eller hendes smertefulde gråd.