Stuart tog de første trin op af trappen, der førte op til indgangen til hans nye skole. Han holdte om den ene strop til sin lilla skoletaske, der hang på ryggen. Han var nervøs, selvfølgelig var han det, men han glædede sig godt nok også. Han skulle starte i 1.g på en helt nye skole. Han havde gået i hjemmeskole hos sin mor, men nu hvor han skulle starte på en ordentlig uddannelse, så måtte han nok hellere starte på en skole, havde hun fortalt ham. De var derfor flyttet ind til storbyen, så de ikke boede ude på landet mere.   

Han skubbede de to, overraskende nok, lette døre op og trådte ind på selve gangen. Der var elever overalt; de larmede, de grinte, de snakkede, de råbte, de skreg. Det var helt vildt. Han var slet ikke van til sådan noget. Det hele var så nyt for ham. Hvad nu hvis, han ikke ville få nogen venner? Han krøb lidt sammen over tanken. Han tænkte meget på, om han ville ende som mobbeoffer, måske blive skolens mutant, pga. hans hårfarve? Den blå farve, der var dukket op, da han som 11-årig var faldet ned fra et træ, havde mistet alt håret, og da det voksede frem igen, var det hele blåt i stedet for brunt. Han havde vænnet sig til folk kiggede efter ham, når han gik ude i offentligheden. Der var kommet negative, men også en del positive, kommentarer.   

Han gik forsigtigt ned af gangen. Han knugede nu om begge stropper til skoletasken. Han sørgede for ikke, at få øjenkontakt med nogen som helst. Han ville ikke begynde på noget, ikke lige fra dag et af. Han skyndte sig indenfor, da han stod ude foran en dør, hvorpå der hang et skilt, hvor der stod ’Lærerværelse’. Han lukkede døren i efter sig og vendte sig om. Han trådte hen til disken, hvor der sad en overvægtig dame og talte i telefon. Hendes stemme var rimelig skarp. Hun så også helt stram ud i ansigtet.   

Kvinden lagde på og vendte sit ørneblik på ham. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte hun.

Stuart kiggede væk, da de fik øjenkontakt. ”Jeg er ny..” Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige.   

”Aha,” svarede kvinden, ”jeg har skema og klasse parat til dig. Hvad er dit navn? Du er jo ikke den eneste nye, der kommer ind,” Hun begyndte at rode i nogen papirer på disken foran sig, ”du bliver nød til, at gå ned i gymnastiksalen. Der skal I alle mødes. Her.” Hun rakte et stykke pap ud til ham, hvorpå der var tegnet et kort over hele skolen.   

Stuart skulle til at besvare spørgsmålet ang. hans navn, da han fik kortet stukket i hænderne. Han blev sendt af sted til gymnastiksalen lige med det samme, så han nåede ikke, at besvare nogen af spørgsmålene. Han nåede ikke engang, at få sagt tak til kvinden. Det var måske også lige meget? Han lukkede døren i efter sig, da han stod ude på gangen. Han kiggede lidt på den, inden han vendte sit blik ned på det stykke pap med kortet, han stod med i hænderne. Han kneb øjnene sammen, men valgte så en vej, og inden længe, havde han fundet hen til gymnastiksalen.   

Han satte sig ind på en plads blandt alle de andre elever, der skulle starte på skolen. Var det hele skolen eller var det bare dem, der skulle starte i 1.g ligesom ham selv? Han anede det ikke, men der var rimelig mange. Hans blik faldt på en sorthåret pige, der sad et stykke fra ham. Trods hun havde sort hår, var der også noget lilla mellem de sorte totter. Det så faktisk ret så fedt ud. Hun skilte sig i hvert fald ud og det kunne han godt lide.   

Han så hurtigt den anden vej, da pigen vendte ansigtet. Han kiggede op mod den store scene, hvor en mand i et gråt jakkesæt trådte henover scenen. Han trådte ind foran et mikrofonstativ, der stod midt i det hele, lidt ude ved kanten, men ikke så langt ude, det ville kunne falde udover scenekanten.   

”Godmorgen, kære elever,” Stemmen, der talte ind i mikrofonen, var venlig og imødekommende, ”velkommen til vores skole, Abigayle High School! Jeg er rigtig glad for, at se så mange nye ansigter. I ser alle så nervøse ud? Det har I ingen grund til! Os lærere og de andre elever vil med glæde tage os af jer det første år, så I vil komme glade i skole hver dag, ind til jeres skoleår her på skolen slutter efter 3.g!” Han smilede udover hele salen.   

Elever klappede højlydt.   

”Dagens program går ud på, I bliver delt ind i jeres klasse. I starter med at skulle gå rundt på skolen med jeres klasse, og det skal lige siges, at hver klasse får en mentor, hvor så jeres mentor vil vise jer rundt,” forklarede han, ”når I så har fået det med skolen og alt det nogenlunde på plads, så kommer I, sammen med jeres klasse og mentor, ind i et klasselokale, hvor I skal lære hinanden at kende. I får også mere at vide, når I sidder i klasselokalet. Held og lykke!”    Manden, der var rektoren, gik henover scenen og stillede sig ved de andre lærere ude i siden af scenen. En lyshåret lærer trådte henover scenen og gik hen til mikrofonstativet. Hun prikkede lidt på overfladen, inden hun lænede sig over mikrofonen.   

”Tester, tester,” hviskede hun, men selvfølgelig blev hun hørt, ”virker den? Er den tændt? Ja? Ja. Sedlen her,” Hun holdte et stykke ark op i luften, ”vil fortælle, hvilken klasse I skal gå i og hvem I skal gå med. Jeg fortæller først klassen, derefter nævner jeg navnene, og de navne, der bliver nævnt, rejser sig op og stiller sig over til den mentor, jeg nævner til sidst.”

En halv time senere gik Stuart rundt med sin nye klasse. Han havde valgt musiklinjen. Han kunne allerede godt lide sin nye klasse. Han havde dog kun hurtigt snakket med to, men det var også fint, nu hvor der kun var gået en halv time. Sjovt nok, så var han kommet i klasse med hende pigen, han havde beundret tidligere. Hende pigen med det seje hår. Han havde endnu ikke talt med hende, men han ville gerne. Han havde ikke hørt efter med, hvad hans klassekammerater hed, men det fandt han også ud af senere, havde han fået at vide. Nu skal klassen bare rundt og se skolen.   

Ca. en halvanden time derefter sad hver klasse i et klasselokale. Bare et tilfældigt et. Stuart sad ved siden af en dreng, han slet ikke havde talt med. Drengen lignede så godt nok heller ikke en, han nogensinde ville kunne komme til at snakke med. Dog vidste han én ting om denne dreng; han var satanist. Drengen bar en halskæde med et omvendt kors på. Det skræmte Stuart ret så meget, så han sad tavs og turde ikke engang kaste et blik på drengen.   

”Godt så,” begyndte mentoren, en kvinde, der nok var i 20’erne, ”lad os begynde på, at lære hinanden at kende. Vi starter med, personen ved jeres højre side stiller jer et spørgsmål, derefter personen til jeres venstre side, så den hele tiden kører i ring? Derefter tager vi en navnerunde.” Hun smilede.   

Stuart havde forstået det. Han blev dog en anelse nervøs, da det gik op for ham, satanisten sad ved hans højre side og den person, han skulle stille et spørgsmål, var hende pigen, han så gerne ville komme i kontakt med. Så det kunne det måske være, de ville begyndte at tale sammen? Det håbede han.   

Det nærmede sig. Inden længe blev det satanistens tur til at stille et spørgsmål, og det spørgsmål blev rettet direkte imod Stuart, der sank en klump. Hvad kunne drengen finde på, at spørge om? Han kiggede på ham; drengen sad bare og studerede sin ene lillefingernegl, der var malet rød med rødt neglelak.   

”Hvorfor er dit hår blåt, man?”   

Stuart blev mere lettet. ”Det er fordi, jeg som 11-årig faldt ned fra et træ og mistede alt mit hår,” forklarede han med et smil over sine læber, ”da det voksede ud igen, så var det blåt.”   

”Ja, okay, fint, fint..”   

Stuart kiggede lidt på drengen. Han gad godt vide, hvad han hed, men de skulle jo alle først lære hinanden lidt at kende, inden de fik hinandens navne at vide. Sjovt nok ikke omvendt. Han vendte sit blik rundt i klassen, da han bemærkede, at mange af dem kiggede på ham. Selv klassens mentor.   

”Nårh.. ja,” mumlede han, da det gik op for ham, det var hans tur til, at stille et spørgsmål. Han vendte sit blik på den japanske pige ved sin side, idet et spørgsmål røg ud af ham; ”er det din naturlige hårfarve?”   

Pigen kiggede på ham med et overrasket blik, men nikkede så. ”Ja.” svarede hun. Hendes accent var ikke helt engelsk, der lå også noget japansk i den. Nok mest omvendt; den japanske accent var mere tydelig end den engelske accent.   

Stuart smilede venligt til pigen. Han blev ikke genert eller tilbageholdende bare pga. han havde kommet med lige netop sådan et spørgsmål. Det generede ham slet ikke. Han smilede mere, da pigen gengældte hans smil. Det var altid noget.  

Da klasserne fik frikvarter efter den halvanden time, havde Stuart fået snakket med en del. Han havde snakket både med piger og drenge. Han var faktisk allerede blevet venner med en ret stor og mørk dreng, der hed Russel. Russel Hobbs. Han havde forklaret Stuart, hvis nogen så meget som prøvede på noget med ham, skulle han bare sige til. Han var meget glad for den beskyttelse, Russel allerede for første dag tilbød ham, så han havde takket ham pænt.   

Han kunne faktisk godt lide Russel. Han blev dog lidt forvirret, når han talte pga. den amerikanske accent, men udover det, var han ret flink. Han var flyttet til England for ca. to år siden, efter han havde været en del af et uheld, der var sket i Amerika, hvor han tidligere havde boet. Stuart havde ikke helt fået fat på det, men det havde været noget med en ven, der var blevet skudt og sådan.   

Udover Russel, så havde Stuart også fået talt mere med den japanske pige. Noodle, blev hun kaldt. Hun var kommet ud for en ulykke som barn, så hun havde glemt en del omkring sig selv. Hun var vokset op på et børnehjem i Japan, men var kommet i plejefamilie i England i sommerferien. Hun var altid blevet kaldt Noodle, så længe hun kunne huske tilbage, så det navn hang bare ved. Et par læger og psykologer havde hjulpet hende til, at huske igen, i løbet af alle de år.   

Trods de alle hver kun havde fået tre-fire spørgsmål stillet, i hvert fald i første time, så var der kommet mange hen og stille flere spørgsmål til Stuart. Han var meget overrasket til, at starte med, men betød det ikke bare, folk gerne ville lære ham at kende? Det var da en rar tanke. Han havde hjerteligt besvaret hvert spørgsmål, så godt han nu kunne. Han havde pænt spurgt, hvad personen havde ment, hvis han ikke forstod spørgsmålet og ingen havde grint af ham. Kun kærligt! Han kunne allerede godt lide sin klasse, han skulle gå sammen med i tre år. Medmindre nogen valgte at skifte linje, men det lod det ikke til.   

Stuart fulgtes med Noodle ind til time igen. De havde kigget sig lidt rundt i frikvarteret, men var ikke gået for langt væk fra klasselokalet, hvis de nu ikke kunne finde tilbage til lokalet igen. Han satte sig bagerst i klasselokalet, helt ude ved det ene vindue. Han kunne godt lide, at sidde op og ned af et vindue. På en eller anden måde, følte han sig mere tryg der. Til sin glæde, så satte Noodle sig ved siden af ham. Måske var det starten på et venskab. Han havde fundet ud af, de havde noget stort tilfælles; musikken.   

Han havde endnu ikke fået snakket mere med drengen, der var satanist. Murdoc, som han hed. Murdoc Niccals. Han var måske en smule bange for ham. Han vidste ikke helt, om det bare var tanken, at han var satanist eller om det var hans personlighed. Han kendte godt til de mennesker, der gemte sig bag en attitude, og når man først lærte dem at kende, så var de slet ikke så slemme. Måske var Murdoc et af de mennesker?   

Til sin store overraskelse, så satte Murdoc sig foran Stuart. Han havde nok ikke lagt mærke til ham, for han havde fået den idé om, Murdoc ikke brød sig om ham. Han forstod ikke hvorfor. Han havde aldrig gjort ham noget? Ikke lige hvad han selv vidste af.   

”Jeg bryder mig ikke om ham..”   

Stuart kiggede på den japanske pige ved sin side. ”Hvorfor ikke?” spurgte han hende.   

Noodle kiggede på ham. Hendes lange pandehår sad foran øjnene. Han havde faktisk ikke set hendes øjne før. Han havde kun fået et lille glimt af dem og de var vidst nok grønne. ”Det kan jeg bare ikke.. der er bare noget over ham, der bare gøre, jeg ikke kan lide ham..”   

Stuart rynkede panden. Havde de to overhovedet talt sammen? Måske var Noodle bare et af de mennesker, der bare bedømmer en person uden, at have snakket med personen før? Eller måske, så var der bare noget over ham Murdoc Niccals, som folk ikke brød sig om? Hvis det stod til ham, så ville han prøve, at snakke med ham, inden de fik fri om to timer.

Stuart kiggede på Murdoc. Klassen havde fået frikvarter på ca. et kvarter, så nu ville han tage chancen og prøve, at få en samtale med ham. Hvis ikke det gik, så gik det ikke. Han ville bare prøve. Han ville ikke give op. Han mente, at der var godt i alle mennesker. Ingen skulle bedømmes bare sådan. Tænk nu, hvis Murdoc var en rigtig sød og flink person.    ”Du hed Murdoc, ikke?” prøvede han sig frem, da Murdoc vendte sig med siden imod ham.   

Murdoc drejede hovedet og kiggede på ham. ”Jo og?”   

Stuart havde ikke lige regnet med sådan et svar. ”Øh, okay. Jeg, øh, er bare lige i gang med, at huske på alles navne, øh.”   

Murdoc kiggede bare på ham. Han rejste sig op og tog en pakke cigaretter op af lommen. ”Skal du med?” spurgte han og raslede med cigaretpakken.   

Stuart skar ansigt. Om han ville med ud og ryge? ”Nej, ellers tak.”   

Murdoc rullede med øjnene, inden han forlod klasselokalet.   

”Stuey.. det må jeg godt kalde dig, ikke? Det hjælper ikke altid bare, at gå rundt og være venlig og høflig.”   

Stuart kiggede uforstående op på Noodle, der sad på bordet.   

”Jeg siger ikke, at man ikke skal være venlig og høflig,” fortsatte hun, ”jeg siger bare, at du må mande dig lidt mere op. Jeg faldt ikke for din venlighed. Kun lidt, men jeg faldt mest for, du skiller dig ud fra de andre drenge i klassen. Det interesserer mig og jeg vil gerne lære dig bedre, at kende.” Hun smilede til ham.   

Stuart gengældte uforstående hendes smil. Hvad havde det med Murdoc at gøre? ”Jeg forstår det ikke. Hvad har det med at gøre, at jeg lige afviste Murdoc ved, at sige nej til, at tage med ud og ryge?”   

Noodle pillede lidt ved sit pandehår, men lod det bare blive hængende som et gardin foran øjnene. ”Jeg siger det bare. Hvis du gerne vil i kontakt med ham, hvilket jeg ikke forstår, så skal du ikke være så venlig og høflig. Det bliver hurtigt kedeligt.”   

”Hvorfor er det, du ikke kan lide ham.. hvis jeg altså må spørge?”   

Noodle trak på skuldrene. ”Kender du ikke det med, man bare kan fornemme på et andet menneske, uden at have talt med mennesket, at man bare ikke kan lide det? Sådan har jeg det med ham.” Hun kiggede hen imod døren.   

”Nej, det forstår jeg ikke,” svarede han, ”jeg mener altså, at ingen skal bedømmes bare sådan.”   

Noodle lo. ”Du er en sjov fyr, Stuart.”   

Stuart smilede kort. Det undrede ham stadig. Var han kedelig, bare fordi han var venlig? Det gav da ikke nogen mening. Der var da ikke nogen, der ville snakke med ham, hvis han uvenlig og uhøflig. Han forstod det ikke. Han grublede og grublede, men det gav bare ingen mening. Noodle var da også venlig, ditto Russel. Selv resten af klassen, bare udover Murdoc, måske. Han var ikke så venlig. Måske kun venlig på sin egen sjove og mystiske måde.