D. 3/12 1999

Vinden rev i vinduerne som ruderne vibrerede i deres rammer og hele huset virkede til at være i oprør. Man kunne næsten mærke vinden kaste sig mod murerne for at rive dem ned og komme indenfor.

Strømmen var røget, og huset lå hen i mørke. De fleste ville finde det skræmmende at være helt alene hjemme i bælgragende midt under en orkan, men han tænkte ikke over det.

Hans tanker var optaget af at sætte sig godt til rette i lænestolen foran brændeovnen, hvor han havde fået gang i ilden.

Han åbnede flasken med vodka og holdt den i en hånd, så han med den anden kunne begynde at skovle indholdet i den dybe tallerken i munden. Han skiftede hurtigt mellem at synke pillerne og tage store slurke af vodkaen.

Den var allerede halvt tom, så han kunne nok ikke kalde sig selv helt ædru i øjeblikket, men hey … det krævede mod at slå sig selv ihjel, selvom man så ikke havde noget at leve for længere … nu blev alt godt … ikke mere smerte … han var færdig med det her … lorte … liv …  

11 år, 10 måneder og 29 dage senere

Det hele startede på Halloween, hvor vi havde sneget os ind på kirkegården, fordi min dumme fætter er fuld af dumme ideer!

De gyldne blade raslede under vores skosåler, når vi listede ned af grusstien. Hjertet sad i halsen hver gang, at lommelygtens lys ramte en gravsten. Adrian fandt på grusomme historier for hver eneste, så Freja ikke kunne lade være med at fnise og holde sig for munden.

Jeg syntes, de var alt for klamme og skar grimasser.

Vi var nået halvvejs rundt om kirken, da en skikkelse pludselig sprang ud fra døren. Vi skreg alle tre og havde nær trampet hinanden ned for at komme hurtigst muligt væk. Adrian tabte endda lommelygten, som faldt til jorden og oplyste præstens sko.

Vi fandt ud af senere samme aften (da han ringede rundt til vores forældre), at han altid var ved kirken på Halloween, fordi teenagere kom rendende på deres ’spøgelsesjagter’.

Min dumme fætters ide skaffede mig en uges stuearrest!