Jeg sover ikke. Det gør jeg sjældent for tiden. Min dyne har jeg trukket hen over hovedet, og knæene har jeg trukket op til maven, så jeg ligger i fosterstilling. Jeg tør ikke kigge ud. De er der.
Jeg kan ikke høre dem eller på nogen måder bevise, at de er der. Det er den iskolde klump i maven og de klaprende tænder, der fortæller mig, at de er der. Hvis jeg løfter dynen vil jeg kunne se dem, men jeg tør ikke.
Nogen gange står de der bare, andre gange står de helt tæt på sengen og kan finde på at stå lænet ind over mig. På de tidspunkter er jeg ved at besvime af skræk.
Jeg fortalte min venindes mor, der er clairvoyant, om dem. Hun sagde, at det blot var fortabte sjæle, som kiggede forbi. Det hjalp ikke rigtigt på min frygt. Så jeg spurgte, om man kunne gøre noget, for at få dem til at forsvinde. Hun gav mig nogle sten, som åbenbart skulle beskytte mig og fortalte mig, at når "de fortabte sjæle" kom, skulle jeg blot sige "Forsvind."
Det virker ikke. Jeg har ligget under dynen og hvisket ordet igen og igen, men de er der stadigvæk. Først tænker jeg, at de ikke kan høre det, så jeg siger ordet højere til dem. Der sker ingenting.
Jeg knytter min ene næve og propper den ind i munden, så jeg ikke kommer til at skrige. Jeg bider til. Smerten fjerner ikke frygten, men får mig til at græde. Hurtigt trækker jeg næven ud og begraver hovedet i hovedpuden. De må ikke høre, at jeg græder.
Klumpen i maven har flyttet sig. Nu sidder den i halsen, hvilket gør, at vejrtrækningen bliver hivende og dermed larmende. Jeg kan mærke dem. De står tættere på i nat end de plejer. Jeg begynder at ryste. Min krop fortæller mig, at en af dem er kommet nærmere og står helt henne ved sengen.
Jeg ved, at hvis jeg kigger ud, vil jeg se en sløret silhuet, der for det meste ligner en mand. De ser ikke ens ud. Jeg har set en med fingre der ligner klør, en der har noget på, der ligner en hat, en der er meget højere end de andre, en der har et stort hoved og så er der også en der minder om en lille dreng.
Nogle gange er de der alle sammen, andre gange er de færre, sjældent er der kun én. Jeg fugter læberne, hvilket er svært, da tungen er helt tør. En fornemmelse af noget ondt rammer mig, det betyder at den er meget tæt på mig. Jeg tør ikke flytte mig, det er for sent.
Jeg har set dem gå igennem vægge og andet materiale, så dynen er ikke det bedste skjold. Men jeg tør ikke se på dem, ikke når de er så tæt på. Jeg bliver nødt til at sove i morgen, når det er lyst. De er der ikke lige så tit i dagstimerne, hvis de er, kan jeg kun se dem ud af øjenkrogen.
Den kriblende og konstante følelse af frygt driver mig til vanvid. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis de ikke snart forsvinder, bliver jeg sindssyg!
Jeg trækker vejret dybt og venter på, at solen står op.
