Jeg vågede op i sengen, det var sent, det var mørkt udenfor, men selv om klokken var mange følte jeg mig helt frisk. Det sidste jeg huskede var at Elena var forbi, men hun sagde hun hed Kathrine. Hun sagde også jeg skulle give Damon og Stefan en besked, og det sidste jeg husker var at hun holdte en pude over mit ansigt, til jeg faldt i søvn. Jeg følte mig anderledes, og ved at koncentrerer mig, kunne jeg hører en sygeplejersken skrive på et stykke papir, jeg prøvede at fokuser på noget andet, og jeg fangede en gammel dames snorken. Jeg ville prøve at finde en anden lyd, men det eneste jeg fandt var en anden lugt, en god en. Jeg havde aldrig duftet. den lugt før, jeg måtte finde ud af hvad det var. Jeg rejste mig og gik ud på gangen, da jeg blev stoppet af sygeplejersken, ”hvorfor er du oppe på denne tid?” Spurgte hun.
”Jeg kan ikke sove, og jeg er sulten.” Svarede jeg og kiggede ned af gangen, hvor den gode lugt kom fra.
”Der er ikke mad endnu, jeg skal nok komme ind med noget i morgen.” Sagde hun, denne gang lidt irriteret. Jeg gik ind på min stue igen, jeg satte mig på sengen og lyttede, jeg vendte bare på hun gik, og kort tid efter gik hun. Jeg rejste mig og listede mod den gode luft, jeg kom ind i lille rum, der var en køleboks, der var der lugten kom fra. Jeg gik hen og åbnede den og den var fuld af blodposer, jeg forstod ikke hvorfor jeg synes det duftede godt, det var jo blod. Men noget tvang mig til at tag en pose. Jeg lukkede boksen og løb gik mod min stue igen, på vejen så sygeplejersken mig ude på gangen, ”hvad laver du her ude?” Spurgte hun.
”Jeg blev vidst lidt væk.” Svarede jeg og gik videre og ind på min stue, hun gik bare videre ned af gangen. Jeg lukkede døren og rullede persiennerne ned, så man ikke kunne se ind. Så satte jeg mig på sengen og prøvede at drikke lidt blod, men mens jeg gjorde det tænkte jeg over hvad jeg havde gang i. Jeg smed den fra mig, føj. Ad, hvor er det klamt. Tænkte jeg og da det var tænkt kunne jeg smage blodet i min mund og det smagte så vidunderligt. Jeg kiggede ned på gulvet hvor blodposen lå med lidt blod rundt om, jeg rejste mig og nærmest væltede ned til posen, jeg tog den op og sugede alt hvad jeg kunne blodet ud af posen, da posen var tom rejste jeg mig og kiggede mig selv i spejlet, mine øjne var anderledes, hvad var galt med mig? Jeg blev bange for mig selv. Mine tænder begyndte at gøre ondt og da jeg ser på mine tænder, ved jeg hvad der er sket med mig, men jeg ville ikke indse det, men jeg vidste at jeg måtte ud her fra. Så jeg pakkede mine ting og tog min mobil, jeg skrev til Elena. ”Jeg behøver din hjælp, jeg må ud her fra.” Skrev jeg til hende, og da hun ikke svarede vidste jeg at jeg selv måtte komme ud her fra, jeg tog min taske og åbnede døren, og kiggede rundt, der var fri bane. Jeg løb mod udgangen, men sygeplejersken fik øje på mig, ”hvor skal du hen?” Jeg vendte mig om jeg med et stod jeg oppe foran hende, hvordan jeg gjorde det, vidste jeg ikke. Jeg kiggede hende i øjende og sagde jeg kunne have lov til at gå, hun sagde at jeg bare skulle gå. Jeg gik mod udgangen, men jeg tænkte over hvad der lige var sket. Var det mig der fik hende til at sige det? Da jeg kom udenfor var der helt mørkt, jeg kiggede lidt forvirret rundt, hvor skulle jeg gå hen? Jeg kunne ikke tag hjem, men jeg havde ikke andre steder at tag hen. Jeg valgte at løbe ud i skoven, der kunne jeg få fred, der kunne jeg få lov til at tænke over det jeg var blevet til. Lidt efter lidt kom der forskellige tanker til mig, jeg kunne nu huske alt det Damon havde gjord mod mig, jeg var nu helt sikker på hvad jeg var blevet, jeg var blevet det samme som Damon også var, mine tanker røg over på Stefan, var han også vampyr? Jeg tog min mobil frem og så hvad klokken var, den var kun halv 4. Jeg havde set vampyr film før, så jeg vidste at vampyrer ikke kunne være i sollys, så jeg blev nød til at tag hjem.
Da jeg kom hjem gik jeg ind på mit værelse og låste døren, jeg lag mig i min seng og lukkede øjende, jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede af at mine ben brændte, jeg satte mig op og hev mine ben til mig. Jeg tog min mobil og til Damons mobil, men det var en pige der tog den, ”Hej, det er Damons mobil, Sara her.” Sagde pigen da hun tog den.
”Jeg skal lige snakke med Damon.” Sagde jeg, uden jeg rigtig vidste hvad jeg skulle sige.
”Han er lige i bad.”
Jeg lag på og ringede til Stefan.
”Hej Caroline.” Sagde han, da han tog den.
”Jeg skal bruge Damon, det er vigtigt.”
Han kunne hører, jeg var ude af den. ”Hvad er der galt, Caroline?” Spurgte han.
”Der sker noget med mig, men jeg skal bruge Damon.”
”Kom hjem til os, så finder vi ud af det.”
”Jeg kan ikke.” Nærmest råbte jeg og lag på. Jeg rejste mig, og satte mig over i hjørnet hvor der var skygge. Pludselig bankede det på min dør. Det var min mor.”Caroline, er du hjemme? Damon er her, han siger du ikke var hospitalet.”
Jeg rejste mig hen mod døren, men stoppede lige foran den, solen stod lige ind på håndtaget og låsen. ”Ja, vent lige lidt.” Råbte jeg, og kiggede rundt, jeg gik hen til mit vindue og træk gardinet for, til mit hel kunne jeg gøre det uden af blive ramt af solen. Så gik jeg hen og åbnede døren, Damon kom ind på mit værelse så snart i åbnede døren, jeg lukkede den igen og han kiggede på mig, ”hvad er det der er så vigtigt?” Spurgte han, efter han havde sat sig på min seng. ”Jeg ved hvad du gjorde ved mig den gang vi var sammen, jeg ved hvad du er.”
Han kiggede mærkeligt på mig, ”hvordan kan du huske … Åw. Det er ikke godt.” Han kiggede ud i luften, han tænkte. ”Du er ved at blive til en vampyr, ikke?” Spurgte han.
Jeg nikkede, ”det tror jeg.”
”Det ikke så godt.” Sagde han og tog din mobil frem. ”Stefan vi har et problem. Caroline er ved at blive til en vampyr.” Han lød ikke glad, og jeg kunne hører Stefan heller ikke lød glad. De snakkede længe om hvad de skulle gøre, til sidste blev de enige om at se vil hjælpe mig igennem det.
