Jeg stod på kanten af broen - klar til at springe. Det var nu eller aldrig. Denne verden var bedre tjent uden mig.   Jeg så mig omkring for at sikre mig, at ingen kunne stoppe mig. Det var en mørk aften. Ingen kunne finde mig, før det var for sent. Lige da jeg skulle til at springe, kom jeg til at tænke på min eneste veninde, Maria. Jeg var lige ved at kaste op, ved bare tanken om det jeg nu gjorde. Jeg brød sammen. Jeg kunne ikke forlade hende på denne måde! Jeg måtte finde på noget. Jeg måtte vente.   Jeg løb hjem og låste mig inde på mit værelse. Jeg satte mig i min seng – det eneste sted hvor jeg kunne være mig selv!   Hvad skulle jeg stille op? Hun ville jo blive knust uanset hvad. Jeg sad med hovedet lænet mod mine knæ. Mine bukser blev gennemblødte af tårer. Smerten blev større, jo mere jeg tænkte på Maria. Jeg måtte gøre noget. Jeg tænkte og tænkte, men det eneste jeg kom frem til var, at jeg ikke kunne se hende i øjnene igen. Efter en halv time vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville skrive et brev til hende. Jeg rejste mig for at finde papir og kuglepen, og gik derefter hen og satte mig i sengen igen. Da jeg havde skrevet brevet, puttede jeg det i en konvolut, hvorpå der stod: Til Maria.   Jeg listede ud af bagdøren for ikke at lave for meget larm. Jeg tog min cykel og kørte hen mod Marias hus.   Marias hus var et lille et etages hus med røde mursten og sort tag. Da jeg var fremme, gemte jeg cyklen ved deres hæk, for at ingen skulle bemærke mig. –Hvilket folk alligevel aldrig gjorde. Jeg så, at Marias vindue stod åbent, så jeg listede hen foran vinduet. Maria var der heldigvis ikke. Jeg kravlede ind ad vinduet og gik over mod hendes skrivebord, for at ligge brevet der. Jeg lagde det lige i midten, så jeg var sikker på, at hun så det. Pludselig hørte jeg en bildør smække. Det var Maria og hendes mor, der kom hjem Jeg skyndte mig ud gennem vinduet, inden Maria kom ind. Jeg gemte mig bag en busk, indtil der var fri bane. Da Maria gik ind, løb jeg hen til min cykel, og skyndte mig væk. Jeg kørte, så hurtigt jeg kunne. Ikke mod noget bestemt sted. Bare væk. Da jeg havde kørt i lidt tid, fandt jeg den perfekte bro. Under broen løb en bred og dyb å fyldt med sten. Jeg smed cyklen fra mig, og satte mig op på kanten af broen – endelig var jeg klar. Klar til at komme til en bedre verden. Et sted hvor alle kunne være sig selv, og hvor alle blev hørt. Og ikke mindst et sted hvor folk sagde sandheden i stedet for løgnen – uanset hvor ondt den ville gøre. Jeg tog en dyb indånding, og råbte af mine lungers fulde kraft: Ses i Himmelen Maria!”   Jeg lukkede øjnene og sprang. Smerten gik hurtigt væk og jeg så lyset. Lyset kom nærmere og nærmere, og pludselig var jeg omringet af det smukke lys. Jeg fortsatte med at gå mod lysets retning. Efter at have gået i ca. 10 minutter, kom jeg til den smukkeste eng jeg nogensinde havde set. Græsset var grønt, blomsterne var hvide, blå, lilla og mange andre smukke farver, og der vrimlede med dyr, som levede i fred og harmoni med hinanden. Og der var den dejligste duft af nyslået græs. Det gik op for mig, at jeg var kommet i Himmelen. Med et forsvandt det hele igen, og jeg blev omringet af mørket. Jeg åbnede langsomt øjnene. Hvor var jeg? Jeg bemærkede, at jeg lå halvt nede i en å. Efter lidt tid gik det op for mig, at jeg lå ved den å, jeg sprang i.   Jeg håbede, at det bare var et mareridt, men nej, det var virkelighed. Jeg var tilbage på Jorden. Jeg rejste mig langsomt op. Da jeg var kommet helt op, kom jeg til at se på mig selv, eller rettere sagt, igennem mig selv. Jeg fik et chok. Hvorfor skulle jeg tilbage til denne planet? Jeg skulle jo væk her fra! Jeg satte mig på jorden for at tænke. Spørgsmålene kørte rundt i hovedet af mig. Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i noget som helst. Til sidst blev jeg nødt til at opgive. Jeg bestemte mig for at bruge tiden fornuftigt, så jeg tog hjem til Maria, for at se hvordan det gik med hende.  Da jeg nåede frem til Marias hus, sad hun ude i haven og hyggede sig. Inden jeg gik nærmere, tjekkede jeg, om jeg stadig var usynlig. Det var jeg heldigvis. Jeg gik hen mod Marias vindue for at se om hun havde læst mit brev. Brevet var urørt, så jeg gik ud fra, at hun ikke havde læst det endnu. Maria gav mig et chok, da hun råbte til sin mor: Jeg må hellere få læst brevet fra Abby, inden jeg glemmer det! Hun rejste sig og gik om til døren på den anden side. Marias vindue stod stadig åbent, så jeg kravlede ind der. Jeg satte mig straks på hendes seng. Maria kom løbende ind på værelset og tog brevet i hånden. Jeg kunne se at hendes hænder rystede. Måske vidste hun hvad det gik ud på?   Inden hun fik brevet åbnet, rejste jeg mig op og gik om bagved hende for at læse med. Hun åbnede brevet og begyndte at læse:

Kære Maria. Det er ikke din skyld, og du må ikke føle skyld over dette. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og det ved du godt. Jeg kan bare ikke klare det mere. Livet er bare ikke mig. Undskyld Maria. Jeg ved at dette vil gøre ondt, men jeg bliver nødt til det. Jeg kan virkelig ikke mere. Ingen andre end dig elsker mig. Ingen andre end dig vil hjælpe mig. Men husk dette: Jeg vil altid elske dig af hele mit hjerte. Lov mig at du aldrig glemmer det. Vi ses i Himmelen Maria. Undskyldende knus  Abby.

Maria brød sammen midt på gulvet. Hun kæmpede sig hen mod hjørnet. Det gjorde ondt at se hende sådan. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg kunne tydeligt se, at Maria var synderknust. Hvad skulle jeg gøre? Det var jo ikke sådan, det skulle ende.   Mens Maria lå grædende på gulvet, kom jeg pludselig til at tænke på mine forældre. Vidste de mon hvad der var sket? Og hvordan tog de det mon?  Kort efter tanken slog mig, kom Marias mor, Helle, styrtende ind på værelset. Helle havde lige snakket med mine forældre i telefonen. Hun fortalte at politiet havde fundet mit lig, og havde derefter kontaktet mine forældre. Jeg besluttede mig for at tage hjem til mine forældre, for at se hvordan de havde det. Jeg kravlede ud af vinduet og løb hjem. Da jeg løb mod huset, kunne jeg se at politiet var på vej væk. Jeg fór ind ad hoveddøren, og det første jeg så, var min far og mor der stod og græd. Jeg gned mig i øjnene, for at sikre mig at det var sandt. Hvorfor græd de? De havde jo aldrig tid til mig, og de interesserede sig heller ikke for, hvad jeg lavede.  Min far og mor gik ind i stuen, og jeg fulgte efter. Mor fandt det gamle fotoalbum frem. Hun tog det med hen til sofaen og satte sig. Mor stammede: Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor?   Jeg kunne se hvor knuste de var. Men hvorfor så jeg det først nu? Nu var det jo for sent at fortryde. Jeg satte mig bordet foran dem. Hvordan skulle jeg sige undskyld til dem? De kunne jo ikke hører mig – eller kunne de? Jeg måtte prøve. ”Mor? Far?” Sagde jeg stille til dem. Jeg prøvede igen og igen, men de hørte mig ikke. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg skulle i kontakt med dem, uanset hvad der skulle til. Jeg gav mig til at tænke. Der måtte da være en måde at komme i kontakt med dem på. Mor sad og kiggede på billeder, mens far prøvede at trøste hende.  Pludselig fik jeg en idé. Måske kunne Maria hører mig? Det var en mulighed jeg var nødt til at afprøve. Jeg løb ud af døren og hjem mod Marias hus. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Hjemme hos Maria stod døren åben. Jeg gik langsomt ind gennem døren og ind på Marias værelse. Der sad hun, midt på sin seng, helt alene. Hendes blik var tomt. Jeg gik hen og satte mig ved siden af hende i sengen. Jeg sagde stille: Maria, kan du hører mig? Maria så sig forskrækket omkring. ”Er det dig, Abby?” Spurgte hun stille. Jeg svarede: Ja det er mig. Jeg har brug for din hjælp. ”Abby, jeg vil gøre alt for dig” svarede hun. ”Tak,” svarede jeg, ”kom hjem til mig og hjælp mig med at sige ordentligt farvel til mine forældre.”   Maria rejste sig straks og sagde: Kom, så går vi. På ingen tid var vi kommet hjem til mig. Maria bankede på døren, og kort efter åbnede far. Maria fortalte at hun havde noget vigtigt at fortælle dem. Vi gik alle sammen ind i stuen og satte os. Maria sagde: Jeg vil gerne starte med at sige, at Abby sidder her hos os lige nu. Hun har bedt mig hjælpe hende med en sidste ting. Abby vil gerne sige noget til jer, så da I ikke kan hører hende, vil jeg gentage alt hvad hun siger. Så nu tror jeg bare at vi begynder.   Min far og mor så lidt mistænksomme ud, men de lyttede. Jeg sagde: Far og mor, undskyld for den smerte jeg har givet jer. Jeg troede, at verdenen ville blive et bedre sted uden mig. Men jeg kan nu se, at jeg tog fejl. Jeg fortryder det så inderligt. Da jeg tænkte på selvmord lød spørgsmålet i mit hoved: Selvmord – skal, skal ikke. Jeg valgte at gøre det, og det fortryder jeg. Jeg håber at I kan tilgive mig. Maria gentog, alt hvad jeg havde sagt. Min mor så tvivlende på Maria. Hun troede ikke helt på Maria.  Jeg rejste mig op og gik hen til min far og mor. Jeg lagde en hånd på deres skuldre, og da mærkede de, at jeg var der.   Far og mor sagde stille: Du er tilgivet, Abby. Vi vil altid elske dig. Glem ikke det. Uanset hvad der sker nu, så husk på at vi snart ses igen.   Da de havde sagt det, så jeg lyset. Lyset ventede på mig. Det var tid til at forlade Jorden. Maria fortalte mine forældre at jeg var nødt til at gå – at lyset kaldte på mig.   De sagde alle tre farvel og jeg svarede: Vi ses på den anden side.  Jeg vendte mig om og gik mod lyset, mod et nyt liv.