Jeg sad oppe i træ da jeg opdagede ham. En ganske pæn, måske lidt forgrædt dreng, kom løbene gennem skoven. Han stoppede ved træ jeg sad i, tydeligvis udemattet og forpustet. Jeg så undersøgende ned, mine forældre havde givet mig forbud mod at tage kontakt med menneskene.

Men hvad nu hvis mennesket opdagede en, mens man prøvede at flygte? Det ville da være i orden, for så var det jo ikke ens egen skyld, vel? Nej det ville mine forældre ikke kunne hænge mig op på.

Lydløst og smidigt, klatrede jeg ned af stammen. Så var jeg næsten nede. Drengen havde sat sig på hug, og begravet hovedet i hænderne. Da jeg var helt nede, kom jeg ”tilfældigvis” til at ramme hans arm med min taske. Han så forskrækket op, og jeg smilede flygtigt til ham.

Og så løb jeg længere ind i skoven. Jeg kiggede bagud, han løb efter mig. Så satte jeg tempoet ned med vilje, så han kunne indhente mig. Han nærmest faldt over mig, men med en hurtig bevægelse, undveg jeg. Han så forskrækket på mig.. ”Hvem fanden er du?” spurgte han, men han krøb lidt tilbage.

Jeg havde allerede rejst mig op, og rettet på kjolen, da jeg sagde: ”Angelina Hanna Joels datter”. Jeg holdte en lille pause, imens jeg satte mit sorte hår tilbage i det menneskene nok kalder en hestehale.

”Hvem er du så?” hvæsede jeg, og blottede mine let spidse, men tiltrækkende tænder i et let smil.

”Jeg er bare Victor Sebastian Jensen” svarede han, og kiggede målløs på mig.

”Nå så det er du. Du er nød til at komme med mig Victor” fortsatte jeg i en melankolsk klang.

”Hvad er det du prøver på?” sagde han forfærdet og rakte sine hænder frem. Man kunne se på ham at han kæmpede imod. Så jeg fortsatte: ”Hvis mig mine hænder”. Han strittede for meget imod, og var meget svær.

”Du er god Victor Sebastian, det må jeg sige, men nu er du nødt til at følge med mig” sagde jeg hypnotiserende. Han faldt i dyb trance, og så blev det straks meget nemt.

”Når, så svær er han da heller ikke at have med at gøre” smilte jeg for mig selv.

Vi gik helt ind til skovens midte, og der stoppede jeg ved kroget troldhassel. Endnu en gang smilte jeg, troldhassel, det var jo ikke for sjov at menneskene havde kaldt den det. Jeg lavede nogle cirkulære bevægelser, og der åbnedes sig en lille port. Det var porten til Klireke, den sidste by for mit uddøende folk.