Hun rystede glasset, inden hun tog en tår.

   "Er du sikker?" spurgte hun.

   Den sorte bil gled ud på vejen foran ørkenen længere fremme. En glimtende ørken af rødt sand.

   "Det er ingenting. En lille skræmme," mumlede han fraværende, mens han holdt øje med vejen.

   "Du virker som om du kunne dø for det," mumlede hun, og kiggede ud af vinduet. Hendes blik landede på fremmede, stillestående biler, og ukendte huse, hvis lys endnu var slukket. Solen var også først nu ved at stå op, og varmede klippernes røde farve, mens den gled frem i horisonten.

   "Jeg kunne ikke dø for det." Han slog en lille latter op, der fik hende til at kigge forvirret på hans ansigt. "Det er absolut ingenting, som jeg sagde før. Bare en skræmme."

   "En skræmmende og dødsensfarlig skræmme," mindede hun ham om, og så tog hun det lille glas op til munden igen og lod vandet løbe ubesværet ned i hendes mave, som om alt var tilgængeligt nu.

   "Ikke så dødsensfarlig, som den burde være," forsikrede han hende om.

   "Hvad ville du så dø for?" spurgte hun pludseligt og ændrede dermed emne. Hun var åbenbart interesseret i, hvad der var vigtigt for ham, og hvad han kunne dø for.

   Han sendte hende et kærligt blik, hvor efter han rynkede lidt på næsen. "Et udsædvanligt spørgsmål. Især fra dig."

   "Det er måske endda dit første, men vil du svare mig?" spurgte hun ham.

   "Hvad ville jeg dø for?" Han sagde ordende langsomt, som om han grublede over det, men det var ikke ligefrem fordi det så ud som om, at han tænkte på noget. Han stirrede bare frem på vejen foran sig med et fredfyldt udtryk, inden han vendte hovedet mod hende.

   "Mine rettigheder som menneske ..." Han ventede lidt, og kiggede hende dybt i øjnene. Så tog han bevidst hendes hånd, og smilede til hende. "og dig."