Latteren, som lød fra drengene, faldt i med min egen som en reaktion på den dårlige vittighed som netop havde lydt over fra Louis. Svage lattertårer dannede sig i mine øjenkroge og så efter at have blinket et par gange strøg de forsigtigt ned af mine kinder. Mine blå øjne søgte rundt i bilen, hvorefter de mødte Louis', dette fik os begge to at bryde ud i endnu et latteranfald. Det var egentlig ikke fordi den underlige vittighed havde været specielt humoristisk, men måske var det platheden i den, som fik os alle til at grine så meget, at vi end ikke kunne kigge på hinanden uden at genoptage grineriet. Min latter lød høj og munter, som den så tit gjorde, hvilket kun fik drengene til at grine endnu mere. En stemme skar igennem luften i det samme som bilen gjorde et skarpt sving. Råbene lød højt i mine øre og kaoset brød løs, men det var allerede for sent.. Vi havde allerede ramt dem..