Der var engang, for mange, mange år siden en ung graver, der ville stoppe den 12 år lange krig, der havde hersket i det lille land. Graveren var en ung gut, der på grund af sine mange krumspring og uartigheder som yngre, havde fået tildelt det uønskede arbejde som graver. Men det gav nu fint med penge, så han var glad og tilfreds. Krigen havde været der, så længe han kunne huske, og den var kun blevet værre med årene – folkene blev tyndere og tyndere, børnene færre og færre og huller at grave flere og flere. Og dagen han måtte begrave sin egen moder, besluttede han, at nu kunne det være nok, krigen gavnede ikke nogen som helst. Så han drog ud i den store, vide verden for at finde landets prinsesse der havde kontrollen over alle denne slags sager. Så han travede ned ad landevejen, munter på den første del af sin lange færd.

I grøftekanten stod en kræmmer og solgte diverse små, nyttige sager. Da den unge graver gik forbi, kaldte kræmmeren ham hen.

”Unge mand! Hvortil skal du?” Den unge mand rystede på hovedet.

”Jeg er ikke interesseret i dine sager, gamle mand, men nuvel, jeg skal nok fortælle dig, hvortil min færd går. For det er en lang færd, hen over vand og land og ildsprudlende bjerge - Dertil hvor ingen er kommet tilbage. Jeg vil overtale prinsessen til at stoppe denne krig.” Kræmmeren tænkte lidt over denne udmeldning og så på den unge mand. Han havde set mange andre unge mænd tage af sted med samme mod og vendte tilbage ødelagte for livstid. Så han vinkede den unge, gyldenlokkede mand hen til sig.

”Kom herhen, jeg har noget til dig. Det vil uden tvivl hjælpe dig i din færd.” Den unge mand havde aldrig hørt om sådan en genstand og blev nysgerrig. Samme nysgerrighed der havde bragt ham i problemer flere gange. Kræmmeren rodede lidt rundt omme bag i sin bod og kom tilsidst ud med en kridhvid frø i et marmaladeglas.

”Den her frø vil give dig, hvad du har brug for, hvis du spørger efter det. Men! Den virker kun tre gange, derefter forsvinder den. Så brug dine ønsker varsomt.” Den unge mand nikkede, takkede for frøen og drog videre på sin færd.

Han gik og gik og gik indtil han kom til foden af et bjerg lavet af ild. Hvordan skulle han dog nogensinde komme over det? Varmen var skrækindjagende, og selvom han stod flere dragehalelængder væk, slog den imod ham med så voldsom en kraft, at han var sikker på, at han var kommet i helvede. Han så ned på frøen.

”Hvad skal jeg dog gøre for at komme over dette bjerg?” Frøen besvarede ham med et kvæk, og intet skete. Han prøvede igen, men endnu engang skete der ikke noget. Sikke en uduelig frø, godt han ikke havde betalt. Han besluttede sig for at slå lejr ved foden af bjerget og fortsætte i morgen, når det blev lyst, så kunne han vel finde en løsning der. Så med et medbragt tæppe om sig faldt den unge graver i søvn.

Næste morgen vågnede han uden at kunne føle sine fødder. Skrækslagent så han ned, store klodser af hvidt kridt sad fast om hans fødder - men de var ikke det mindste tunge. Hvorfor? Hvordan? Han så hen på frøen og forstod - disse klodser skulle hjælpe ham over bjerget. Så han pakkede sine ting sammen og drog videre på sin færd. Varmen var uuholdelig, og da efter tre dage næsten at have slidt sine kridtsko op, og alt vand var drænet fra hans krop, nåede han den store sø på den anden side. Han kastede sig ned foran søen og drak og drak, til søen var tom. Da viste en kæmpe engel, dryppende af blod sig foran ham.

”Har du, dit ynkelige menneske, drukket alt mit hellige vand?!” Hans røst fyldte hele luften og atmosfæren omkring graveren.

”Jeg-” Englen slog ud med armen, og så vredt på Graveren.

”Ti, fjollede menneske, og tænk over dit svar! Hvis du lyver, vil jeg brænde dig ihjel, og hvis du taler sandheden, vil jeg besudle dit eget sværd med dit blod!” Graveren var i syv sind. Hvordan skulle han dog klare denne her? Han så ned på frøen og hans øjne var ved at bule ud af hovedet på ham, da sorte bogstaver formede sig på dens ryg.

”Du vil brænde mig ihjel!” sagde han kort efter, først nu forstående hvad der ville ske. Englen nærmede sig med et bredt smil, inden det gik op for den, hvad der var sket og den forstår så, inden den forsvinder lige ud i den tynde luft. Graveren åndede lettet op og så ned på frøen. Nu havde han kun ét ønske tilbage. Så han pakkede sine ting sammen og drog videre i sin færd for at finde prinsessen og stoppe krigen.

Efter syv dage nåede han et stort, prægtigt slot med roser snørklende op omkring murene og latter og musik. Graveren, der altid havde nydt musik, bemærkede denne musik ikke gjorde ham glad, men sorgfyldt på en yderst mærkværdig måde. Det var som om musikken i sig selv var fanget, frem for de frisindede melodier han var vandt til. Han bankede på porten, men inden nogen kunne nå at svare, var han trukket til side i en af buskene af en høj, mørk mand.

”Hvad i alver-!” mere nåede han ikke at sige, før mandens hånd var smækket over hans mund. Manden så sig nervøst omkring, inden han så på Graveren igen.

”Shh-! Du kan ikke gå derind! Prinsessen lever derinde. Ingen mand, der ser hende, vil nogensinde kunne modstå hende. Hvad end du søger, unge mand, kan du ikke finde det hos hende. Enhver mand, der ser hende, er i hendes magt.” Dette fik graveren til at tænkte sig om i lidt tid, inden han nikkede en enkelt gang.

”Javel. Kan du så, gode mand, give mig husly for natten, før jeg fortsætter min vandring?” Manden godtog dette, og kort efter sad graveren på et værelse i den mørke mands kro. Han så ned på frøen.

”Hvad skal jeg dog gøre? Kan du komme uden om den, lille frø? Ingen mand kan se på hende. Det er jo en umulig opgave.” Han sukkede lavmælt, og som første gang skete intet. Bedrøvet faldt han i søvn. Selv den magiske frø kunne ikke klare denne.

Da graveren vågnede om morgenen, fik han sig en gevaldig overraskelse. Hans tøj virkede mærkeligt løst. Han svang benene ud over sengekanten, og et overrasket hvin faldt ud over hans læber ved synet af den smukke kvinde i spejlet. Store, honningfarvede krøller, meget lig hans egne, faldt yndefuldt ned over hendes spinkle skuldre, Store himmelblå øjne omkranset af fine, blonde øjenvipper stirrede ind i hans. Og hun havde hans tøj på. Han løftede hånden til sit ansigt - det samme gjorde kvinden i spejlet. Nu var graveren jo ikke dum, så han vidste udmærket godt hvad der var igang lige nu. Han så vredt ned imod frøen.

”Hvad skal det her forestille!?” Den lyse, kvindelige stemme rasede. Det tog ham flere øjeblikke at huske hvad den mørke mand havde sagt. Ingen mand kunne se på prinsessen. Ingen mand kunne se på prinsessen. Så den nu unge kvinde snørede sit tøj ind, så det passede, lagde nogen penge på natbordet og flygtede ud igennem vinduet. Et par timer efter nåede han slottet for anden gang og bankede på. En ung tjener åbnede op for hende, og lod hende uden ord ind. Den unge graver fulgte bare med ind. Slottet var prægtigt udsmykket med juveler, ædelstene, guld og diamanter. Hun blev ført ind i en tronsal, hvor den smukkeste kvinde, hun nogensinde havde set, sad i den mest prægtige kjole. Da kom hun i tanke om krigen og vidste, hvor alle disse penge kom fra. Prinsessen virkede pludseligt ikke så smuk længere, som om hun blev en smule grimmere.

”Hvem er du, der vover at tage af min tid?” Hendes klare, skingende stemme skar igennem lokalet. Graveren så op på denne prinsesse, der igen virkede endnu grimmere.

”Jeg er en kun graver fra en lille landsby, men jeg vil alligevel bede Dem om at lytte til mig!” Prinsessen så på den unge pige med foragt. Hun så hendes skønhed og mod og hadede den unge pige for det. For aldrig før havde hun mødt en, der var smukkere end hende selv.

”DU? En ynkelig, kvindelig, graver vil have mig til at lytte til dig?” Graveren så på prinsessen, der endnu engang virkede grimmere. Hun var i graverens øjne efterhånden rimelig hæslig.

”Ja. Prinsesse, jeg beder Dem om at stoppe krigen.” Hun fnøs i foragt.

”Aldrig. Du har spildt din tid, graver.” Da så graveren prinsessens virkelige jeg, så at denne kvinde hadede sig selv så meget, hun aldrig ville kunne elske nogen andre. Dette var for sørgeligt for graveren, til at det kunne bæres.  Så hun hoppede de tre skridt op til prinsessen og kyssede hende lige midt på munden.

”Udvendig skønhed kan ikke altid redde dig prinsesse, men den indre er den, der er værd at holde på. Jeg har ingen grund til at respektere dig, hvis du ikke også kan respektere mig.” Da forstod prinsessen hvad graveren mente, hun huskede den søster hun for så lang tid siden havde fået forvandlet til en hvid frø. I det samme tabte graveren marmaladeglasset så det revnede, og den hvide frø hoppede ud og blev til en smuk, smuk prinsesse. Den oprindelige tronarving. Den yngste prinsesse, som havde siddet på tronen så længe, bukkede sig for sin søster og ønskede hendes tilgivelse, og fik den med det samme. Den ældste prinsesse så da på graveren.

”Jeg kan desværre ikke forvandle dig tilbage til dit oprindelige jeg. Men hvis du ønsker, vil jeg gerne gifte mig med dig som tak.” Graveren så lidt på prinsessen, og det gik op for hende at ja, det ønskede han jo egentlig, når det kom til stykket. For hun elskede allerede den unge kvinde, den unge dronning. Og så levede de lykkeligt til deres dages ende.