En stille nat. Det var det. Meget stille. Alt for stille. Der plejede altid at være nogle køtere, der gøede et sted i det fjerne, men niks. Der var helt stille. Og det elskede hun. Stilheden. Og mørket. Hun begravede sine blege, skrammede hænder i sine lommer og smerten jog ind i hendes spinkle krop, da hendes lommes lynlås strejfede et af de røde ar på hendes håndled, men hun ignorerede det. Hun havde nemlig andet at tænke på end den smerte, som var blevet en del af hendes hverdag. Hun tog en stor slurk af flasken og tørrede sig om munden med ærmet. Derefter smadrede hun den mørkegrønne flaske ned i asfalten og tog et af de små skår op i hånden. Den glimtede svagt i skæret fra gadelygterne. Hun klemte det hårdt i sin hånd og noget klistret varmt blod flød langsomt ned fra hendes blege hånd. Hun smilede for sig selv og gik videre ned af den øde gade.

Ingen mennesker. Det var også en af de ting hun elskede mest. Ingen mennesker, ingen til at blande sig i hendes egne personlige sager. Dem ville hun helst holde for sig selv. Helt for sig selv. Uden nogle andre kunne forstyrre hendes fortvivlede tanker. Hun gik tilfældigt forbi et lille rødt murstenshus, hvor hun kunne se at der sad en rigtig kernefamilie og spillede kort og hyggede sig. Sådan noget lort. En facade, som skulle forestille en dejlig og afslappet aften. Sådan noget lort. Hun fik øjenkontakt med en af de drenge der sad og spillede kort og han kiggede hurtigt væk igen. Han syntes sikket at hun så lidt uhyggelig ud. Det ville alle nok syntes. Hun havde et sort stort tylsskørt på, en stor sort vinterjakke, store grimme støvler, tynde hullede nylonstrømper, sorte lakerede negle og en masse mascara og eyeliner tværet ud under øjnene. Og så var der selvfølgelig arrene. De var overalt. På hendes håndled, hendes ben, hendes ansigt, hendes overarme … overalt. Hun var lige præcis sådan en type, alle ville løbene skrigene bort fra.

Hun gik videre. Ud i mørket. Ud i ingenting. Væk fra alle de øjne der nedstirrede hende hver dag, væk fra alle de rygter der var om hende, væk fra hendes voldelige far, væk fra hendes mors fraværende tilstedeværelse. Væk fra alting. Hun vidste hvor hun ville hen, men det ville tage lidt tid. Hun tog sine høretelefoner op af jakkelommen og begyndte fraværende at nynne med på sangen. Pludselig begyndte det at regne. Hendes mørke sorte hår klistrede sig ind til hendes blege ansigt, mascaraen og eyelineren blev tværret ud i hele hendes ansigt og hendes blege hænder begyndte at dirre af kulde. Et jag af kulde gik igennem hende, men hun ignorerede det og koncentrerede sig om sangens rytme. Hun gik ind på en mørk sti og smilede for sig selv. Dét her, dét var et af hendes yndlingssteder. Ingen forstyrrede hende, ingen kiggede på hende, ingen blandede sig i hendes føelser, hvordan hun havde det eller hvad hun lavede. Det var hendes sted. Kun hendes. Ingen andres. Hun gik i lang tid uden at tænke på, hvor hun gik hen. Hun gik bare. Og pludselig stod hun ved en bro. Under broen kunne hun høre alle bilerne suse afsted med 100 kilometer i timen. Det var en dejlig lyd. Hun stod i et par minutter og lyttede til den beroligende lyd, imens regnen prikkede hende blidt i ansigtet og vinden kærtegnede hendes hænder. Så havde hun taget den endelige beslutning.

Hun kurrede ned ad en skrænt, som førte ned til alle bilerne under broen. Hver gang en bil susede forbi hende, kunne hun mærke et hårdt vindstød. Hun nød det. Da der ikke var nogle biler et stykke tid, lagde hun sig ned på vejen. Hun kiggede op på stjernerne og håbede inderligt at den næste bil der kom, ikke ville lægge mærke til at hun lå der. Det var det hun havde ventet på. At dø. Alle var født til at dø, nogle levede bare længere end andre. Hun var sikker på at ingen elskede hende nok til, at de ville savne hende, så hvorfor ikke sætte en stopper for alle hendes lidelser?

Hun så to lyskegler ude i det fjerne, som var tegn på, at en bil snart ville komme susende imod hende. Hun smilede for sig selv, lukkede øjnene og nynnede lidt af hendes yndlingssang ud i den stille nat. Hun kunne høre bilen komme nærmere og nærmere. Hun var parat til at give slip på sine sølle 16 års levetid. De var alligevel ikke noget værd. Det havde været et helvede hele hendes liv. Chaufføren så hende ikke. Han kørte bare lige over hende.

Næste morgen lå hun stendød på vejen med et lille smil om læberne. Det var det hun ville. Det var det hun altid havde ønsket sig og endelig havde hun nået målet. Døden.