Jeg kiggede i hans skinnende øjne der glimtrede når lyset faldt ned på. Jeg vidste det her var forkert, men hvornår var følelser forkert? Hvornår skal man vælge at følge sin hjerne og ikke sit hjerte når det handler om kærlighed. Hvordan vidste man når det var forkert med sikkerhed? Man skal da følge sit hjerte. Det er det jeg altid har gjort, men det ender altid galt. Der var kun en vej at gå og det var fremad. Jeg kunne ikke kigge mig tilbage nu. Jeg måtte ikke fortryde det her. Han var alt for mig. Han var mit et og alt, selvom jeg godt ved at det aldrig kommer til at gå. Jeg ved at vi aldrig vil blive sammen for evigt, men det var en chance jeg måtte tage. Jeg har ikke kendt ham længe, men jeg ved med sikkerhed at jeg allerede er forelsket i ham. At jeg elsker ham. Jeg måtte sige det til ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvad nu hvis han ikke sagde at han elskede mig og at jeg var for ung. Jeg var kun 16, men jeg ville snart blive 17. Men han var 20 og ville blive 21 få måneder efter at jeg bliver 17. Vi ville aldrig kunne forblive sammen. De vil forblive One Direction og jeg skal one way. Og det er fremad. Louis jeg elsker dig! Tænkte jeg og åbnede min mund for at sige det.