Jeg gik med tunge skridt hen af vejen og kiggede ned i jorden. Det var en smuk dag, solen stod højt på himlen og skinnede kraftig, og fuglene pibede oppe fra grenene på træerne. Vejret hjalp dog ikke på mit humør.

Jeg fortsatte hen af vejen, til jeg nåede til en speciel mark, jeg altid tog hen til, når jeg var i dårligt humør og jeg havde brug for at tænke. Marken lå ved siden af en sø jeg gik forbi, for at komme til marken. En masse træer med lange grene - der hang ned - gemte marken væk. Jeg gik over til grenene - til de træer der gemte marken væk - og svang dem til siden, så jeg kunne træde ind på marken. Jeg følte altid, jeg kom til et helt andet sted, hver gang jeg gik ind på marken. Søen virkede altid en smule mørk og dyster, mens marken blev lyst op af solen på en helt bestemt måde, så det virkede som om den bød en velkommen.

Jeg lukkede mine øjne et øjeblik og lod solens stråler varme mit ansigt. Da jeg åbnede mine øjne igen, fik jeg øje på en pige, der sad på marken og pilede ved græsset, som jeg altid gjorde, når jeg besøgte marken og tænkte over ting. Jeg gik langsom over mod pigen, hvis hår var brunt med det fineste skær af rødt, som bølgede sig elegant ned af hendes skuldre. Pigen havde en smuk, gylden hud. Hun havde en sandfarvet sommerkjole på som sad, som malet ned af hendes overkrop, og faldt yndefuldt ned af hendes ben fra hofterne.

”Hej” sagde jeg sagte. Pigen gav et lille ryk fra sig, vendte sit hoved til højre, kiggede op på mig og vores øjne mødtes. Et vidunderligt, smuk ansigt kom til syne. Hun havde græsgrønne øjne, med lange mørke øjenvipper, der indrammede hendes øjne. Hendes læber var en smule fyldige, havde en pæn rødlig farve og havde en perfekt form. Et lille hej kom ud af hende flotte læber, men hendes øjne udstrålede sorg. Hun vendte hurtigt sit blik væk fra mit og kiggede endnu engang ned i jorden.

Jeg satte mig ned ved siden af hende. Hun sad stille i skrædderstilling og kiggede ned i sit skød. ”Hvad laver du her?”, siden hun ikke svarede, fortsatte jeg, ”Og hvor kender du dette sted fra? Jeg har aldrig set nogle her ude”. Hun kiggede op og en lille tårer fandt sin vej ned af hendes bløde kind. Chokeret tørrede jeg tåren væk og pigen gav mig et lille skævt smil.

”Undskyld, det var ikke for at snage”, sagde jeg og smilte høfligt tilbage. ”Det er okay”. Jeg blev næsten helt tryllebundet af hendes stemme. Den var som en engels, præcis som resten af hende. ”Jeg er her for det meste om aftenen, for at se på stjernerne”, hun blinkede yndefuldt og lagde sit hoved lidt på skrå. ”Jeg fandt stedet sidste år. Dagen jeg mistede min far”, hende smil blegnede og endnu en tårer faldt.

”Det er jeg ked af at høre”, jeg følte virkelig med hende. Jeg vidste, hvordan det var at miste, da jeg mistede min mor for fire år siden. Det var af samme grund, jeg gik her over, for at tænke. ”Det var i forbindelse med min mors død, jeg begyndte at komme her. Det var hende der viste mig stedet.” Pigen kiggede med blanke, men medlidende øjne på mig. ”Det er jeg også ked af at høre”.

Vi sad lidt i stilhed. Pigen havde imidlertid lagt sin hånd på græsset, som jeg lagde min hånd ovenpå, da flere tårer trillede ned af hendes kinder. Det gav et lille ryk i hende, men da hun så det bare var mig, smilte hun og gav min hånd et lille klem.

Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, indtil pigen - jeg stadig ikke kendte navnet på - kiggede rødmende væk. ”Jeg er her, når jeg har brug for at tænke, eller komme væk fra nogle ting i mit liv”, hendes rødmen dæmpede sig en smule og hun kiggede igen op. ”Det er af samme grund, jeg er her”. Vi smilte begge stort til hinanden og et lille fnis, røg ud over hendes perfekt formede læber. Der opdagede jeg, hvor sødt et smil hun havde, med de sødeste smilehuller.

Jeg følte vi kendte hinanden. At vi forstod hinanden og var på samme bølgelængde. Selvom vi lige havde mødt hinanden og knap nok havde snakket sammen. Vi sad bare og smilede til hinanden. Jeg kunne føle, at dette ville fører til noget godt. Noget godt, der ville forandre resten af mit liv.