Kulden omklamrede min krop. Jeg havde en sweater på, jeg havde stjålet, som nogle ville kalde det, fra en af genbrugsbutikkens containere, nogle cowboy bukser fra en butik i centret og nogle gummistøvler der var så gamle, at jeg knap kan huske, hvor jeg havde dem fra. Jeg sad på en bænk i den menneskefyldte gågade i København. Folk lagde sjældent mærke til folk som mig, eller også kiggede de med et afskyende blik. Jeg ved ikke hvorfor, men uanset hvad er jeg ikke som dem. Jeg kiggede over mod togstationen, hvor jeg så kvinden stå. Det var ikke første gang jeg så hende. Jeg havde set hende utallige gange i denne uge. Det var som om hun overvågede mig eller på en eller beskyttede mig. Som de skytsengle min mor altid fortalte mig om. Skytsengle får til opgave at beskytte én bestemt person fra fødsel til død. Det var sådan, min mor fortalte mig det. Jeg lagde mig på bænken og trak mine arme ind i sweateren. Jeg kunne ikke mærke min krop, fordi jeg frøs. Mine kæber klaprede så meget, at det begyndte at gøre ondt. Jeg slog et blik op på himlen. Stjernerne var begyndt at vise sig på himlen, som lys der guider os. Mit blik blev tåget. Jeg lukkede øjnene, og kunne mærke noget varmt på min kind. En tåre. ”Mor” Hviskede jeg.