Kære Nicolas.

Hvad skete der? Din breve holdt op med at komme. Jeg ved ikke engang om du endnu er i live, men jeg tror det, det bliver jeg nødt til. Du er mit et og alt. Min forlovede. Hvad gik der galt? Hvorfor gjorde de der her? Jeg stiller mig hele tiden de samme spørgsmål, og det væreste er at jeg inderst inde godt kender svaret, men savnet holder dem skjult for mig. Det er blevet den første december, og selvom jeg ved at det er anderledes, hvor end du er, så minder den fyende sne mig om dig. Det minder mig om alle vores minder, om alt hvad vi har lavet sammen. Vores første kys under misteltenen. Det føltes som var det igen, men det var det ikke. Det er snart et år siden du blev indkaldt og hver eneste dag er minderne blevet stærkere og min kærlighed for dig er kun blevet forstærket. Jeg er lost uden dig, hvor er du henne i verdenen? Hvordan skal jeg kunne klare mig igennem hverdagen uden dig? Jeg duer ikke til noget. Jeg kan ikke engang få et job, sådan så jeg kan forsørge mig og Ellie. Hun ligner dig så meget, at det næsten gør ondt at se på hende. Hun har dine grønne øjne, dine krøller og dine træk. At se ind i hendes øjne er som at se ind i dine, og det gør ondt helt ind i sjælen. Jeg savner dig - Mere og mere for hver dag der går. 24 dage... Der er 24 dage tilbage. Så kan du komme hjem. Hjem til mig. Hjem til mig for at holde det løfte du afgav inden du tog afsted, det løfte jeg selv gav. Et løfte om at elske dig i alt evighed. Men den evighed kræver, at du er hos mig. Jeg savner dig min elskede. Skynd dig hjem til os..

- Din for evigt, Aliena.