Emery:

Jeg hvæsede, mens ulven kom nærmere. Hvis den troede jeg gav op uden kamp kunne den godt tro om. Jeg var ikke for ingenting den farligste vampyr i hele verden. Hvordan kunne der være kommet en varulv her til? Denne del af landet var der da ingen?

Men den der varulv, som lige nu kom tættere og tættere på var virkelig nok. Min far havde ellers forsikret mig om at hvis vi flyttede her til, ville vi ikke løbe på nogle varulve. Igen. Jeg havde dræbt rigeligt der hvor vi boede før. Jeg ville ikke dræbe flere. Det kunne godt være at jeg var farlig, rent faktisk den farligste, men jeg ville ikke dræbe.

Til sidst kom den helt hen til mig, mens den snerrede dybt. Jeg svang mit måneblonde hår over skulderen og kastede mig så ud i kamp…

Gwen:

Jeg gik nærmere vampyren, som var min modsætning fuldkommen lys, men med mørkt tøj. Hvor jeg derimod var mørk, men gik med lyst tøj. Jeg kunne lugte at hun havde dræbt mange varulve, det sad fast i vampyrens lugt bagefter, men de kunne ikke selv lugte det. Eller det tror jeg ikke de kan. Jeg ved det ikke. Jeg vidste ikke så meget om vampyrer. Der havde ikke rigtig været nogen her, men min mor havde altid sagt at jeg skulle tage mig i agt for dem, især hende her...

men det blev lidt svært nu. Jeg kunne godt se nu at hun havde været her et stykke tid. Vi havde til og med fysik sammen. Vi var makkere. Men jeg havde ikke vidst at den underlige lugt hun havde, som andre mennesker ikke havde, var bare den kendsgerning at hun ikke lugtede. Vampyrer havde ikke lugte. Men det vidste jeg først nu og nu var det bare for sent. Jeg kastede mig frem, på samme tid som hende, klar til kamp.