"Hvis du holder dig fra Rasmus, giver jeg dig en hundredekronseddel." Hun så stift på mig med hendes safirblå øjne.

"Hv-hva'?" Jeg kneb forvirret øjenbrynene sammen.

"Rasmus." Hun kastede med hovedet over mod ham fyren, som så sød ud. Hendes platinblonde hår piskede en anelse mod mit ansigt. "Hold dig fra ham. Han er min."

"Du kan da ikke bestemme ..."

"Vel kan jeg så," sagde hun tørt og klaskede pengeseddelen ned på mit bord. Hun drejede rundt på hælen og gik.

Jeg så lamslået efter hende. Hvem troede hun lige, min beslutning var til gavn for? Mig! Hvis ikke det var fordi, at dem på min gamle skole mobbede mig og holdt mig udenfor, så ville jeg da ikke have flyttet! Hun skulle ikke komme og ødelægge min første dag nu!

"Vent! Hvad hedder du?" råbte jeg efter hende på gangen.

Hun vendte sig om. "Det behøver du ikke at vide." Hun skulle lige til at gå, men jeg greb hende om håndleddet og tvang hende til at se på mig.

"Sig mig, hvem tror du lige, du er?! Jeg er ikke kommet for at blive trampet på! Hvorfor troede du lige, at jeg ville 'tage' ham fra dig? Jeg ville da bare gerne lære ham bedre at kende som ven! Du kan da ikke bare svine alle de andre piger til og bestemme, hvem af dem han skal have! Hvilket du nok regnede med, ville være dig ...! Så kom ikke og sluk lyset for mig her i dag! Sådan kommer man ikke ind i hjertet på en!"

Hun så chokeret på mig. Jeg holdt stadig stramt om hendes håndled og så hende vredt ind i øjnene. Jeg blev også selv lidt overrasket over, hvor hidsig jeg kunne blive. Men efter al den uretfærdige og grusomme behandling på min gamle skole, var det her altså dråben. Bægeret flød over.

Pludselig brød hun sammen i gråd. Hun lagde sig slapt ned på knæene og hulkede ...