At stå ansigt til ansigt med døden, får en til at tænke over selv de mindste ting. At have en pistol rettet imod sit ansigt, får en til at genoverveje, om livet er levet som håbet. Det var i hvert fald disse tanker som strejfede mig, da det først blev en realitet.
Før havde jeg hørt folk sige, at de ville gå igennem ild og vand for den de elskede. Jeg havde aldrig forstået hvorfor. Før nu. Først nu indså jeg, hvor højt man egentligt kan elske et andet menneske. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville være i stand til det. At elske. Men alt ændrede sig på et splitsekund.
Når livet byder på en drøm, der synes så utilgængeligt langt fra virkeligheden, er det urimeligt at sørge, når den først er forbi.
Selvfølgelig var det en god måde at dø på, i en andens sted, for en jeg elskede. Men alligevel havde jeg aldrig troet at min død ville ske på denne måde.
Jeg kiggede skrækslagent på den maskerede mand, som holdte pistolen sigtet imod mig. Han gengældte mit forfærdede blik, med et tilfredst smil. Langsomt så jeg til hvordan han satte fingeren for aftrækkeren, og affyrede skuddet…