Min verden ser ud til at vakle på dens ellers så stærke ben, og trods den lykke, som jeg ind i mellem gør og burde føle, ser jeg i øjnene, at jeg ikke kan være det bekendt at tigge og klage om færre frustrationer og bekymringer. Jeg burde være glad. Jeg burde kunne nøjes med mit rige liv. Men det kan jeg ikke. Af en eller anden grund føler jeg mig fortabt og ubetydelig. Svage håb om, at der vil ske et mirakel, pirrer min underbevidsthed.

Men jeg tænker også nogle gange på, hvad der forårsager alle disse forkuede følelser. Hvorfor kan jeg ikke bare være mig selv? Jeg plejer at være en glad pige med gode forhåbninger og gode venner og kærlige familier.

Jeg sidder nu og tænker over, hvordan jeg skal formulere det her på bedste vis. Men som jeg bruger mere papir, bruger jeg mere tid og energi.

Mine teorier er; et: Disse følelser forårsages af det typiske teenagekaos, der blander sig i vores alle sammens liv. To: Min lidenskab for at læse og skrive og bringe mine taker til live. Det forvirrer dig nok, men sagen er den, at alle de bøger, jeg spilder min tid på, har en tilknytningsevne til mine følelser og stjæler noget af min kærlighed og mit hjerte til deres omhandlende karaktere.

Har du regnet den ud? Nej? Det tænkte jeg nok. Svaret er ...

Jeg er forelsket i en mand, der ikke eksisterer.