Omkring 1000 uskyldige kvinder mistede livet på den måde. Det var samme måde Georgine Møller døde. Brændt på bålet som heks, en af de sidste af slagsen. Forskellen var bare at hun ikke var helt uskyldig. Eller det vil sige at, indtil den dag var hun. Hun havde magten, men gjorde intet før det. De tog hende, anklagede hende uden grund, fik hende dømt på falk grund. Hun gjorde intet, før dagen oprandt. Men her gjorde hun også en del. Eder blev fyret ud over pladsen, løfter som folk opfattede som tomme. Men de skulle bare vide hvad deres efterkommere blev udsat for. I byen var der ved at blive opført en ny kirke. Den første anklage var kommet fra en indflydelsesrig arbejder der arbejdede på den og det var først og fremmest ham det gik ud over. Hendes løfte lød sådan her: ”Slægter skal følge slægters gang, led efter led. Mine drager hader menneskets sang og skal derfor en vogter have. Den vogter er af kirkens tjeneste og har sinde at ende min dag, ja mester Andersen det er dig og som jeg sagde skal slægter følge slægters gang. Fra far til søn skal vogterposten gå, vil vogteren kirke forlade må andre livet lade. Folk omkring ham vil dø. Myrdet af ting de ikke kan se. Men bliver vogteren pænt indenfor kirkens solide ydermure vil i frit den kirke kunne benytte. Enhver der synger i kirken uden vogter, vil skulle kæmpe og blive som en slags semivogter. Så mærk jeg mine ord. Jeg er stærkere end i tror!” Nogle grinte, nogle var rædselsslagne. ”Griner jeg? Nej! For den der ler sidst ler bedst,” råbte hun før flammerne slikkede op omkring hende. Det siges at hun ikke skreg, eller fortrak en mine. Men siden blev kirken kaldt Dragekirken og den udnævnte vogter måtte pænt blive indenfor kirken ydermure.