Jeg hader mit liv. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal pines hele livet igennem. Jeg ved ikke om jeg skal have ondt af mig selv, men det har jeg. Jeg overvejer at lave de største fejl. Den største er selvmord. Jeg har nogle problemer. Og jeg skal have psykolog, og hvis der så er en lang periode hvor det ikke er, bliver jeg total psykopatisk, og giver skylden til alle mennesker. Jeg er bare generelt et dårligt menneske. Folk driller med små drillerier, men de kender ikke min fortid, så de ved ikke hvor påvirket jeg bliver af det. Det er det der er så ærgerligt. De ved det ikke. Mit temperament er det værste jeg ved, og jeg kan ikke styre det. Jeg hader mig selv inderligt for det. Mine søskende har altid rakket ned på mig, og min mor hun bliver sur hvis jeg kommer hjem fra skole fordi folk har gjort et eller andet. Men jeg er fanget i mig selv. Dybt inde i mig er der en lille hjælpeløs pige, der er den alle synes hun skal være. Og jeg vil virkelig gerne også være den lille pige, men jeg kan ikke få hende ud. Hver gang en kommer for tæt på den jeg er og den jeg er blevet til, mit gamle jeg som jeg ikke kan komme af med, bygger jeg en facade op for at beskytte mig. Jeg er jo utrolig skrøbelig, ligesom alle andre mennesker. Og hvis jeg forelsker mig i en, bliver jeg så irriterende og følger dem over alt. Men jeg kan ikke håndtere det. Der er så mange ting jeg ikke kan overskue, og jeg bare overvejer at sætte en stopper for det hele, men så kommer jeg til at tænke på min familie og de få rigtige venner jeg har. Hvad vil det ske hvis jeg gør en ende på det hele? Ville de savne mig, eller vil de bare tænke ”Hun har altid været et meningsløst barn, med for mange problemer jeg ikke kunne overskue.” Jeg vil ikke ende som min søster, som endte med at hun tog stoffer fordi hun ikke kunne overskue verden. Jeg ville heller ikke på efterskole fordi jeg ikke ville blive som hende. Som hun ikke kunne komme videre, som hun sad fast. Mit liv kører i ring. Jeg kan ikke se en mening med det mere. Jeg kan ikke overskue det. Om det er ren dovenskab ved jeg ikke. Men jeg vil snart ikke mere. Jeg har for mange ar – usynlige ar- Dem som ingen ser, de mennesker der tror at hun er okay, hun har ikke problemer. Men det har jeg. Og de skal bare væk. Rigtig hurtigt. Men hvad skal jeg gøre? Jeg sidder jo fast. Mit liv stinker, og jeg gider det ikke. Men jeg vil ikke såre dem jeg elsker allermest. Jeg elsker ”En dag tilbage” for hvis jeg nu besluttede at gøre en ende på det hele i morgen, ville jeg sige til folk jeg elskede at det gjorde jeg. Jeg ville gøre det jeg altid har haft lyst til. Jeg ville dø stolt, og have udført det jeg er her for – at gøre en ende på det i en alt for ung alder, men at jeg har opnået det jeg ville: sige til folk at jeg elskede dem. Men hvis jeg sagde det til dem, ville de tro jeg var en freak. Men at de så ville finde mig hængende ned fra loftet, og så forstå hvad jeg mente, og de så kom for sent. Og de ville tænke at det var deres skyld. De ville få en ordentlig omgang skyldfølelse, men det burde de ikke. Det ville bare være mig der ville lave den største fejl nogensinde. Jeg ville tage skylden med mig i graven, hvor jeg derefter ville blive ædt af orme og alt det der. Meget klam tanke men sådan er det. Det er det jeg vil. Jeg kan vælge at æde eller blive ædt. Og jeg bliver ædt. Alt det lykke omkring mig hader jeg. Alle skal lide, på grund af at jeg tackler alt forkert. Alle skal lide fordi jeg tænker forkerte baner. Alle skal lide fordi jeg er hævngerrig. Alle skal lide på grund af en fejl. Men det er ikke det jeg vil andre mennesker, men det vil den onde side af mig, som har overtaget mig næsten hele vejen igennem kroppen. Det er der bare. Men jeg er ikke den glade type som jeg ser ud til at være. Jeg har det af helveds til bag den facade jeg har brugt tid på at bygge op. Jeg vil gerne være den der optimistiske alle godt kan lide. Men jeg hader optimister, de er for glade hele tiden. De skal have nedture. Jeg er pessimist, og det kan jeg ikke gøre noget ved, og det er jeg ked af. Jeg prøver dybt at ændre det, men det går ikke særlig godt. Jeg er bare den negative mørke person som ingen ser. Ingen lægger mærke til det, fordi de synes jeg er underlig. Men at være underlig er jo godt. Men for mig ville jeg give alt for at være som alle andre. Men det kan jeg bare ikke. Det ligger bare ikke til mig. Jeg er dømt til fiasko. Den fiasko som skal pakkes væk men som ikke kan pakkes ned, for der er ikke plads i min kasse med ligegyldige ting. Jeg tager ting som andre siger, mere personligt end jeg burde. Det gør ondt at få af vide, at du bare er meget grim, dum og alt det der. Men jeg ville ønske at de kunne se hvordan jeg er indvendigt, og ikke kun udvendigt. Men folk er nogle blinde spader. Jeg gider ikke falske mennesker.
Jeg ved godt at jeg skulle skrive om hvad jeg var i familien, og hvilken bil jeg var. Men jeg skulle have det her ud. Og jeg mener hvert eneste ord inderligt. Mit liv er noget lort.