Resten af dagen gik hurtigt, på trods af at Jessica var værre end normalt. Og efter skole fandt jeg ud af hvorfor. Jeg havde været i klassen lidt længere fordi vores lærer ville snakke med mig, så jeg kom ud senere end de andre. Da jeg gik ud af døren, hørte jeg nogen snakke og jeg genkendte med det samme Jessicas stemme. Jeg gik lidt tættere på, og så hørte jeg mit navn blive nævnt. ”...fatter bare ikke hvad han ser i Kalila” hun vrængede mit navn ud, og jeg hørte de andre mumle noget, højst sandsynligt at de var enige. Jeg var lidt forvirret over hvem de snakkede om, da Jessica fortsatte, ”jeg mener, jeg ser da meget bedre ud end hende, så hvorfor kan Devir li' hende?” og så faldt det hele på plads for mig. Jessica havde set mig og Devir gå ud på gangen, og så havde hun misforstået det. Nogen gange fattede jeg ikke hendes tankegang, jeg mener hallo, hvorfor skulle jeg have noget sammen med Devir, jeg kendte ham knap nok! Jeg vendte mig om og begyndte at gå, men da jeg nåede porten, stod Devir der! Så kom jeg i tanke om, at han havde sagt, at vi skulle diskutere det med dæmonerne et andet sted. Jeg vendte mig om og så, at Jessica og de andre ikke var her endnu, så jeg skyndte mig at gå forbi porten inden de kunne se os sammen. ”Hej Kalila” hilste Devir, men i stedet for at svare ham lavede jeg et lille kast med hovedet, der betød at han skulle følge med. Jeg gik videre uden et ord, og han fulgte efter. Jeg stoppede op i en gyde et stykke derfra. Så vendte jeg mig mod ham. ”Okay, vil du gerne forklare nu?” spurgte jeg spørgende. Han kiggede sig omkring, så ud som om han tænkte sig om, men nikkede så, ”okay, der er ikke nogen i nærheden til at smuglytte”. Så vendte han sig mod mig og kiggede mig i øjnene. ”Okay, allerførst skal du vide at de ting, de væsener du ser, er dæmoner. Der er kun meget få personer der kan se dem, og du er en af dem...”sagde han, men jeg afbrød ham, ”ligesom dig”, sagde jeg, og han nikkede, ”ja, ligesom mig”. Lige da han sagde det, lød det for mig, som om han ikke sagde hele sandheden. Jeg ville sige noget, men i selvsamme sekund, var der noget der trådte ud af skyggerne. Jeg spærrede øjnene op. Væsnet var enormt! Han var cirka 2 meter højt, og det var uden at jeg talte de horn han havde i panden med. Han lignede et menneske på en måde, og så alligevel ikke. Hans hud var mørk, og ikke som en mørk brun, mere en sort eller aske agtig mørk farve. Hans krop svulmede af muskler, hans ansigtstræk var meget fremstående. Jeg kiggede over mod Devir som også stod og stirrede på væsnet. Vent lidt, var det her en af de dæmoner han lige havde snakket om? Jeg var så meget i chok at jeg først var kommet i tanke om det nu. Dæmonen vendte sine øjne mod mig, og jeg gispede. Hans øjne havde samme mørkerøde farve som størknet blod! Væsnet smilte ved min reaktion. ”Så du må være hende pigen...” sagde han med en stemme der fik mine nakkehår til at rejse sig. Hvorfra kendte han til mig? ”Kalila, gå om bag mig” hørte jeg pludselig Devir sige. ”Hvad, du har da ikke tænkt dig at kæmpe mod den der!?” sagde jeg forskrækket. No way han kunne slå den. ”Gør bare som jeg siger!” sagde han kommanderende. Jeg blev en smule overrasket. Jeg kiggede ham i øjnene et kort øjeblik, og der var et eller andet jeg genkendte derinde. Jeg slog blikket ned og skyndte mig om bag ham. Han vendte sig med front mod dæmonen, og indtog noget jeg kunne se var en kampposition. Men han var ikke hurtig nok. Dæmonen slog ud efter ham og han mistede balancen. Et hurtigt slag fulgte, og han blev sendt flyvende gennem gyden og ramte muren bag os. ”DEVIR!” råbte jeg og begyndte at løbe hen mod ham. Men dæmonen bag mig rakte lynhurtigt armene ud og tog fat rundt om mig. ”Giv slip på mig! Devir, Devir rejs dig!” råbte jeg panisk og slog febrilsk på armene der havde fat om mig. Min panik voksede bare og blev større og større. Og så pludselig mærkede jeg slet ikke noget. Jeg kiggede rundt i det mørke som brat havde fyldt mit synsfelt. ”Vil du gerne vinde slippe væk fra det her?” var der pludselig en stemme der sagde. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se nogen. ”Ja selvfølgelig vil jeg det...” sagde jeg hviskende, men det lod til at det var nok. ”Så lad mig hjælpe dig” sagde stemmen så, og pludselig følte jeg som om min krop blev fyldt med en enorm kraft. Jeg var pludselig tilbage i gyden, men det føltes som om det hele var langt væk. Jeg kiggede ned af mig selv, og så, at hele min krop var opslugt af mørkeblå flammer, samme mørkeblå farve som mine øjne. Så opdagede jeg at dæmonen havde sluppet mig. Jeg vendte mig roligt om mod ham. Nu var det hans øjne der var spilede op. Jeg løftede min ene hånd mod ham og lod mine flammer flyve over mod ham. Da de ramte ham begyndte han at hyle, og så forsvandt han bare. Så vendte jeg mig om mod Devir. Han var vågnet og han lå også bare og stirrede på mig. Jeg vendte mig om og gik uden et ord hen mod ham. Han prøvede først at rykke lidt væk fra mig, men da jeg satte mig ned ved siden af ham, så det ud som om han havde opgivet det. Pludselig så jeg en hvid ild for mit indre blik. Jeg rakte instinktivt ud efter den og pludselig skiftede mine mørkeblå flammer til en skærende ren hvid farve. En hvid farve med sølvstænk i. Jeg lagde min hånd ned på Devir, og mine flammer gled stille ned over ham og samlede sig om hans sår. Da jeg endelig fjernede min hånd var alle sårene væk. Pludselig mærkede jeg en forfærdelig træthed, og inden Devir overhovedet nåede at reagere, gik jeg ud som et lys.