”Luke, i am your father…” Gentog jeg for mindst hundrede gang. Mine øjne var nærmest limet fast til den 22” bunke skrot, som min far så frækt tillod sig at kalde et fjernsyn. Den var sikkert helt tilbage fra krigen, og nej, jeg mener ikke stjernekrigen, men 2. verdenskrig. Tænk at noget så gammelt ikke allerede var rådnet op. 

For tredivte gang siden jeg startede filmen begyndte den at hakke. Irriteret lænede jeg mig tilbage på sengen, hvilket ikke var en særlig god idé. Jeg havde glemt alt om hvad størstedelen af min seng bestod af: Skrald. Det skulle ikke undre mig hvis jeg nu havde kage, pizza eller måske endda den slikkepind, som havde været mystisk forsvundet i flere uger, klistret fast på ryggen. På få sekunder var jeg simpelthen blevet forhandlet til en omvandrende skraldespand, alt sammen på grund af det dumme fjernsyn. Hvis det ikke var begyndt at hakke i min absolut ynglings scene, havde jeg ikke lænet mig bagud. Forbandede bunke skrot! O, du store Jimmy Hendrix i himlen, fri mig fra denne onde skabning, og skænk mig et nyt 62” fladskærms TV.

Imens jeg bad denne bøn, slukkede jeg for skrotbunken, og traskede så ned mod køkkenet. Jeg havde selvfølgelig glemt alt om hele senge-skralds episoden, så jeg lignede sikkert Paris Hilton efter en lang nat i byen. Ikke at det ville gå mig på når jeg bare gik rundt alene derhjemme, men det ville være ret så typisk hvis det så pludselig ringede på dør- Nej! Stop, stop, stop! Det bringer uheld at tænke på hvad man ikke vil have skal ske. Det ender bare med at det så sker. Sådan plejede det i hvert fald altid at være, i alle filmene.

Med det samme kastede jeg salt over min højre skulder. Vent. Var det nu også højre skulder? Ugh, jeg var virkelig ved at blive alt, alt for overtroisk. Det måtte være min fars dårlige inflydedelse. Han var også alt, alt for optaget af sådan nogle ting.

Da jeg endelig åbnede køleskabet og tog en slurk at mælken, ringede det selvfølgelig på døren. Panikslagen skyndte jeg at tage min skraldespands-trøje af, og skulle så lige til at åbne døren, i min BH med små nuttede Svampe Bob firkanter, på. Hurtigt tog jeg min Darth vader kappe på, som underligt nok hang på knagerækken, ved siden af døren.

Personen på den anden side af døren kunne enten være Luke, min super seje krigsmakker, eller postmanden med mit Star Trek sengetøj. Selvom jeg havde ventet i lang tid på mit Star trek sengetøj, så håbede jeg nu mest på at det var Luke. Nysgerrigt åbnede jeg døren, blot for med det samme at miste det håbefulde smil på mine læber. Udenfor min dør stod hverken Luke eller postmanden, men en person jeg aldrig nogensinde ville havde regnet med, ville stå foran min dør, og da specielt ikke på en kold, overskyet Søndag. Men dér stod jeg altså, iført mine sorte jeans og min Darth Vader kappe, foran en af de mest populære drenge i min skole, som jeg siden siden min allerførste dag som student, havde svor at gøre en ende på. Gud havde virkelig noget mod mig. Det var tydeligt.