Som jeg gik ned gennem gangen på skolen, kunne jeg da godt se, at folk kiggede på mig. Ikke på sådan en ”Gud-hvor-er-hun-smuk” agtigt måde, men mere på sådan en undrende ”hvad-laver-hende-der?” lignende facon. Det så endda næsten ud som om, en af drengene var på nippet til at tabe kæben, hvilket faktisk næsten fik mig til at stoppe op. Men så igen - er det ikke meningen, man skal tage de komplimenter, man kan få? I så fald, er jeg da ikke typen, der sårer en stakkels sjæl på dét grundlag.
Jeg stoppede op et kort sekund, for at tjekke min telefon, og det var hér at min bedste veninde, Trine, endelig fik indhentet mig.
”Anna!” Råbte hun lettere forpustet, hvilket fik mig til at vende mig om.
”Hej tykke!” Sagde jeg smilende, og gav hende et kram.
I må ikke misforstå mig; Trine er ikke tyk. Faktisk er hun lige til den lidt for undervægtige side, hvis I forstår? Dér, hvor man kan se noget ribben og kun lige ane noget hofte. Både ”tykke” og ”fede” er bare min måde at tiltale de mennesker, jeg allerbedst kan lide. Måske lige bortset fra min mor.. Det ville hun ikke bryde sig om.
”Anna!” sagde hun igen, denne gang lidt mere bestemt.
”Ja?” svarede jeg, og kiggede afventede på hende.
Trine fik nu det ansigtsudtryk hun får, når hun prøver at formulere sine ord perfekt. Sådan er Trine nemlig; Hun tænker altid over hvordan hun formulerer sig, præsenterer sig og ikke mindst klæder sig. Det er faktisk noget af det, der er rigtig skønt ved hende – at hun er så velovervejet. ”Sig det nu bare!” grinte jeg let, og prikkede til hende, da tålmodighed desværre ikke er noget jeg ejer. Trine fik nu et endnu mere forvirrende udtryk i ansigtet.
”Din kjole hænger fast i dine trusser, så man kan se stort set hele din røv.”

Sådan er jeg.. Alle mennesker er født med nogle gener, der vil følge dem hele livet. Min søster er charmerende, Trine er organiseret og jeg.. Jeg er klodset.
Det er ikke ved min gode vilje, tro mig. Jeg ville elske at være hende der stod op til tiden, valgte tøj fra mit farvekoordinerede tøjskab, smurte en kalorielet sommersalat og spankulerede i skole i mine velegnede-til-skolebrug støvletter, der fik mine ben til at se lange ud, på en måde der stadig var klassisk og stilet. Men det er jeg bare ikke. For da jeg blev født besluttede gud, at det var tid til et humoristisk indslag. Af alle mennesker i verden, valgte han, den egocentrerede fyr oppe i himlen, at lade alting gå udover mig.
Da jeg var mindre troede mine forældre, at det blot var en fase jeg skulle igennem. ”Slap af.” sagde de til hinanden, og beroligede hinanden med sætninger som: ”Alle børn i den alder har problemer med motorikken.” og ”Det der med etikette, det skal hun nok komme efter med tiden.” Men så var det at jeg voksede op, og blev hende jeg er i dag; Hende der falder ned af rulletrappen når hun skal nå toget, hende der taber posen med mælk, når hun har handlet ind, og hende der snubler over sit snørebånd, der hun prøver at var charmerende i gående stund. Og det er vel også okay..
For hvad kan man så gøre ved det? Intet. Man kan bare holde hovedet højt, og lære at elske den person man er blevet, selvom man sommetider bliver træt af sig selv. Selvom man sommetider ville ønske at man kunne leve op til sin søster, hende der jonglerer med 3.g, arbejde og fast forhold uden så meget som at tabe tråden, bare en gang i mellem. Men det kan man ikke, og det må man acceptere.

Nu syntes I helt sikker,t at jeg lyder som en bitter, gammel dame, hvis liv er blevet skyllet ud i toilettet og nu har dedikeret sine dage, til at bebrejde resten af verden. Men faktisk er jeg overraskende livsglad. En af mine livsgaver er bare at dramatisere lidt. Det er noget man får brug for, når man er som mig. Drama, selvtillid og en god portion humor. Og har jeg så det? Det vil tiden jo vise.
Velkommen til mit liv. Og ikke mindst, velkommen til min historie;
Historien om frøen der blev kysset af prinsen – og stadig var mindst lige så meget frø som altid.