”HJÆLP!” Skreg Betina forskrækket og kastede sig uhæmmet ud i havet efter Louise. Bølgerne slog hende i ansigtet og hun prøvede forgæves at skrige efter hjælp, men hendes mund fyldtes konstant med nyt havvand. ”Louise!” Råbte hun panisk, og plaskede videre. Louise var væltet ned i den side af broen hvor de orange kegler stod, altså den side hvor vandet var dybest, og Betina kunne derfor næsten ikke bunde. Hun dykkede ned mod bunden og fik pludselig fat i en arm. Betina hev alt hvad hun kunne, men Louise var tung som sten. Betina lod sig hurtigt glide op mod overfladen, og råbte igen om hjælp. Pludselig kom Whalid løbene og kastede sig ned i vandet til hende. Sammen fik de dykket ned og fat i hver sin arm, og hvorefter Whalid kunne bjerge hende op. Whalid smed Louise på badebroen og begyndte forvirret at klaske hende i hovedet. ”Louise!” Skreg hende og rystede hende hårdt. De næste par minutter var som i slowmotion. Betina stod bare og så på mens verden roterede rundt om hende. Først kom der nogle fremmede mennesker løbene og begyndte at give hende hjertemassage. Så var der en livredder og til sidst en ambulance. Betina vågnede først op fra sin mentale koma, da Lægen kom ud på gangen og meddelte Betina, Sofie, Andreas, Martin, Whalid og Louises mor, at det var for sent. Louise var i en alder af 16 år, død af et hjertestop.
Igen gik hele Betinas verden ned. Folk skreg og græd og løb omkring, ringede til folk. Læger kom ud, sygeplejersker og forældre til de andre. Men Betina sad bare på stolen og stirrede ud i luften. Det var jo ikke sket det her, tænkte hun. Det hele var en ond drøm og når hun vågnede op i morgen tidlig, ville alting være godt igen. Så ville Louise og hende tage til stranden og bade og måske hen og købe is. I morgen, tænkte hun. I morgen skal det nok blive godt igen.

Men sådan var virkeligheden bare ikke. For da Betina vågnede næste morgen, var altid næsten værre end dagen før. Hun blev vækket da lyset pludselig tændtes over hendes hoved. Betinas mor puffede kærligt til hende og trak i dynen. ”Betina, vi skal lige snakke.” Betina satte sig søvnigt op og gned sine øjne. ”Hvad?” ”Betinas familie skal mødes med bedemanden i morgen, altså torsdag. De har lige ringet, og de ville synes det var en god idé hvis du var med.” Betina lagde sig ned igen. ”Det ved jeg ikke..” Mumlede hun. ”Tina skat, det synes jeg du skal.” Sagde moren og gav hende et kys på kinden. Sov nu lidt igen, så vækker jeg dig senere.
Man siger at folk i sorg, sover længere og det måtte siges at være rigtigt, tænkte Betina, da hun vågnede klokken 4 om eftermiddagen. Hun stod op og spiste et halvt stykke rugbrød, tog et bad, gik i seng igen, og vågnede ikke før næste dag.

Klokken var 11:00 torsdag formiddag, da Betina befandt sig ude foran Louises hus. Det føltes så tomt inden i at stå her og vide, at det aldrig mere ville være Louise der lukkede døren op. Da Betina spottede sin bedstevenindes navn på postkassen, fik hun kvalme. I en pludselig indskydelse kastede Betina sig ned mod hækken og brækkede sig i én stor stråle. Betina samlede sig igen, og bankede så på døren.
Resten af eftermiddagen var lige så surrealistisk. Alle de ord der blev vekslet handlede om salmer, blomster, ”sidste ord”, taler, hvad der skulle ske bagefter og før og under… Da klokken var 13:00 var Betina lige ved at blive sindssyg. Hun havde allermest bare lyst til at skride fra det hele og lade dem beslutte det selv, men det kunne hun ikke. Hver gang hun kiggede ondt på Henriette kunne hun i sit hoved høre Louise sige: ”Det er min mor, Tina. Du må ikke slå hende ihjel, vel da!” Betina smilede ved tanken om Louise, men hendes tanker blev hurtig afbrudt og bedemanden der meddelte, at resten måtte klares pr. telefon.
Da Betina gik hjem fra Louises hus den dag var det eneste hun kunne tænke på, at det slet ikke var fair.