Dagene var alle de samme. Her var der ikke noget, som hed afslapning. Der var altid et eller andet, som lige skulle ordnes inden man kunne gå til ro, uden at de lokale beboere ville klage over en. Det var for det meste efter mørkes frembrud, hvor vi kunne begive os frit omkring. Om jeg brød mig om det, var der ingen der spurgte om. Det var snarere noget, som jeg bare var nødt til at gøre. For mig selv også, men ikke kun. Derudover havde jeg også mine to lillesøstre, som jeg skulle tage mig af døgnet rundt. Sean Bellerive, som var ham jeg sneg mig ud om natten med for at finde mad og rester i det rige kvarter nær hovedstaden her i Haiti, Port-au-Prince, havde før rådgivet mig om hvordan jeg kunne slippe af med Malia og Lele, uden nogen ville vække mistanke. Enten kunne jeg forgifte dem. Skaffe noget stærkt gift, som Malias’ krop på blot seks år, ikke ville kunne klare. Derudover kunne jeg også gøre det på den barske og utilgivelige måde. Sean vidste hvad han talte om. Han var seksten, og meget erfaren af hans blot så unge alder. Jeg var selv kun tretten år gammel, og ingen vidste om jeg ville nå at fylde fjorten. Fattigdommen her i slumkvarteret i Cité Soleil, var enorm. Ingen kunne vide, hvad den næste dag ville medføre. Vi var alle nødt til at klare os selv. Med mere eller mindre hjælp fra hinanden.
”Ria! Ria!” Seans’ rustne hvisken lød, og jeg lod mig dukke op over kanten af mad containeren, som jeg netop var i gang med at gennemsøge for madrester. Jeg kiggede rundt. En høj, mørk fyr kom småløbende imod mig, med favnen fuld af madrester. Om det var friskt, kunne kun Gud vide. ”Her er der nok til en hel uge!” udbrød han, ”Hvem kan dog finde på at smide sådan noget væk?” Han var dybt forundret over sit fund. Det samme var jeg.
”Sikkert dem der har råd til det,” svarede jeg stille, og kravlede op af den lugtende container. Jeg havde altid godt kunnet lide Sean. Vores mødre havde smedet os sammen som små, for at vi kunne hjælpe hinanden hvis nogen kom i problemer, når vi i dagtimerne var ude at tigge på hovedgaderne i Port-au-Prince. Men siden min mor døde af malaria blot et lille års tid efter Malia var født, havde jeg skullet klare mig selv. Jeg kendte ikke min far. Vidste knap nok, hvem han var. Om han stadig var i live, vidste jeg heller ikke. Sandsynligheden var meget lille.
”Ria…?” Seans’ mørke og beskidte ansigt lyste op i skæret fra fuldmånen, som kun lige akkurat kunne ses som et svagt skær, da smoggen her til aften var forfærdelig tyk. Jeg vidste at det var skadeligt at indånde, og det kunne skade mine lunger. Men hvad var der at gøre? Jeg var blot et lille, fattigt og forsømt barn i Cité Soleil, som gjorde alt for at overleve.
”Ja, Sean?” sagde jeg stille. Vi var omkring en time hjemmefra, og vi kunne umuligt sætte i løb af frygt for at blive opdaget af de såkaldte ”rige mennesker”. Bare at have et hus med tryghed og varme, som rent faktisk ikke var bygget af pinde og halm, så blev man betegnet som rig. Han sendte mig et lille smil, og fremviste et beskidt tandsæt. Sådan så vores alles ud.
”Hvad ville du gøre, hvis du kunne rejse væk herfra? Hvor ville du tage hen? Hvad ville du gøre? Ville du komme tilbage efter os andre…?” Hans dystre stemme hang som en tåge henover himlen. Hans ord ramte mig virkeligt. Han nævnte hele tiden ordet; hvis. Jeg kiggede ned i min favn, og tanken om mine søstres smilende små ansigter når de fik øje på al den mad vi havde med hjem, fik mig til at stråle som en sol. Vi havde ikke fået nok at spise her på det sidste. Sean havde haft en infektion, og jeg turde ikke tage til hovedstaden alene. Der var al for mange farer på færde, og hvis jeg blev fanget, hvad ville der så ske med mine søskende? Jeg var det eneste, de havde. Og omvendt; de var det eneste, jeg havde.
”Tro mig, Sean…” sagde jeg stille og roligt. ”Det vil aldrig komme til at ske. Haiti er mit liv. Cité Soleil er mit liv. Jeg vil ikke spekulere over noget, som alligevel aldrig vil ske.” Jeg sendte ham et sørgmodigt smil, og han opfangede vidst, at jeg ikke ville snakke mere om det. Selvom man aldrig skulle sige aldrig, gjorde jeg det alligevel nu. Ingen ville komme hertil frivilligt. Ingen ville nogensinde kunne forstå, hvor dårligt vi egentligt har det hernede. Folk i for eksempel Amerika vader i penge, køber dyre og smarte biler, store og lækre huse, men hvad så med os? Hvad med os, som roder efter mad i skraldespandene, tigger om penge og mad på gaderne, og aldrig ved om man overlever den næste dag?

Skanse 17 i Cité Soleil – hvor vi hørte til – var den værste af alle skanser. Alle dannede modstandsgrupper imod præsidenten René Préval, og ikke én fyr gik ubevæbnet rundt. Men jeg havde lært at vende mig til det. Frygten var der stadig, og ville altid være der. Men efter knap fem år som ene ”forælder” til to små piger, så havde man lært hvad virkeligheden bestod af. Selvom jeg med mine tretten år, stadig blot var et lille barn i slumkvarteret, Cité Soleil…